AAU logo

nyhed

Aalborg Universitet kan i år byde velkommen til flere end 4.000 nye studerende. Foto: Lars Horn/Baghuset, AAU

AAU Optag: Medicin og Digitale Studier populære

4.411 unge er i år blevet tilbudt optagelse på Aalborg Universitet. På trods af nationale krav om færre udenlandske studerende er interessen for AAU forsat stor. Især uddannelserne Medicin samt Innovation og Digitalisering er i år populære blandt de kommende studerende.

Natten mellem torsdag og fredag blev i alt 4.411 unge tilbudt optagelse på en af Aalborg Universitets (AAU) 77 bachelor- og professionsuddannelser i Aalborg, Esbjerg og København. Det er 5,6 % færre end sidste år. Faldet var forventet og skyldes primært lukning af uddannelser og sprogskifte fra engelsk til dansk.

I 2018 optog AAU 292 studerende på de uddannelser, der nu er lukket eller sat i bero, og de sprogskiftede uddannelser har i år optaget 91 færre studerende end sidste år. Dermed er det forventet, at det samlede optagelsestal nu falder med 261.

- Med 210 færre studiepladser og langt færre internationale ansøgere så synes jeg, årets optag ser ganske fornuftigt ud. Hvis vi kunne se bort fra den reduktion, der er opstået som følge af den tidligere regerings reduktionsmål, ja så har vi faktisk formået at øge optaget på alle vores hovedområder. Med andre ord, reduktionen i optag er kommet de planlagte steder – uden at den har haft en negativ effekt på det øvrige optag, siger prorektor Inger Askehave.

Heldigvis opvejes en god del af de manglende udenlandske studerende også af, at 40 % flere danske studerende er blevet optaget på de sprogskiftede bacheloruddannelser.

Verdensklasseforskning tiltrækker studerende

Flere uddannelser oplever stigende optagelsestal trods det samlede fald. F.eks. optager Innovation og Digitalisering 52 % flere, uddannelsen Energi i Aalborg optager 33 % flere og Økonomi kan byde velkommen til 32 % flere.

- Det glæder mig at se stigende optagelsestal på nogle af de områder, hvor AAU er i verdensklasse. F.eks. er vores internationale førerposition inden for forskning i energiteknik måske grunden til, at uddannelsen Energi i Aalborg oplever en markant fremgang. Og på hele ingeniørområdet blev AAU igen kåret som det fjerdebedste universitet i verden, så vi har noget at have optimismen i, siger prorektor Inger Askehave.

Igen i år er Medicin det mest søgte studie på AAU, og med 29 flere studiepladser kan AAU efter sommerferien byde velkommen til hele 179 medicinstuderende, der kan være med til at løse lægemanglen i Danmark.

Stadig ledige pladser

AAU er fortsat det universitet i Danmark, der optager flest IT-studerende, og igen i år ses en stigning på flere af IT-uddannelserne. Datalogi øger optaget med 11,2 % og Software med 5,6 %.

– Det er godt, at mange af vores STEM-uddannelser, som samfundet efterspørger, oplever en fortsat stigning i optag, men vi har faktisk kapacitet til at optage flere på 10 af vores 15 it-uddannelser, så min opfordring til de unge, der brænder for disse uddannelser, er at søge til Aalborg, siger prorektor Inger Askehave.

AAU’s Studievejledning sidder også i år klar ved telefonen og mailen for at besvare henvendelser vedrørende studieoptag 2019. Nummeret er 9940 9440 og mailadressen er: studievejledning@aau.dk.


Fakta:


Uddannelser med de højeste adgangskvotienter:

  • Medicin: 10,8
  • Psykologi: 10,7
  • Jura: 9,5
  • Kommunikation og Digitale Medier: 9,4
  • Bæredygtigt Design: 8,5


Uddannelser med størst optag:

  • Erhvervsøkonomi, HA.: 318
  • Socialrådgiver: 237
  • Medicin: 195
  • Sociologi: 180
  • Psykologi: 173
     

Antal optagne fordelt på studiebyer:

  • AAU i Aalborg: 3.985
  • AAU i København: 334
  • AAU i Esbjerg: 92
     

Kontakter:

Inger Askehave, prorektor, 27 87 98 29, prorektor@aau.dk

Hiva Ahmadi, pressekontakt, 22 20 68 69, hiah@adm.aau.dk