Velkommen til danmarkshistoriens B-sider

Velkommen til danmarkshistoriens B-sider

Mød nogle af de mange skæbner som blev bortretourceret, fortrængt og glemt.

Hvem var den sidste hofnar på Augustenborg Slot? Kunne man skifte køn i 1800-tallet? Fandtes der sorte plantageslaver i Skagen, og hvorfor i alverden samlede en københavnsk læge på friskt afhuggede menneskehoveder? Det – og meget andet - kan man få svar på i historielektor Poul Duedahls nye bog ”Velkommen på bagsiden. Danmarkshistorien på vrangen”.

Bogen: Velkommen til forsiden

Menneskelige vildfarelser

Bogen tager læseren med på en rejse tilbage til 1800-tallet, hvor samfundsordenen byggede på kadaverdisciplin og samfundsfjender blev tortureret, brændemærket og halshugget. En tid hvor sindssygdom blev pryglet væk, forbrydere blev isolationsfængslet til de blev gale, homoseksuelle blev idømt ”bål og brand”, kønssygdomme blev kureret med kviksølv og afdøde familiemedlemmer blev sendt til fotografen. Ja, en beretning om de menneskelige vildfarelsers historie, om eksperimenter der gik galt, kampe der blev tabt og ideer som ingen længere abonnerer på.
 

De mange fraklip

Poul Duedahl har taget fat i danmarkshistoriens fraklip og giver de mange skæbner mulighed for at få revurderet deres plads i erindringsfællesskabet. Fraklip, som understreger den gamle sandhed om, at det som regel er sejrherren, der skriver historien.
”Velkommen på bagsiden. Danmarkshistorien på vrangen” er den officielle bogudgivelse i forbindelse med den årlige kulturfestival, Golden Days Festival, som afholdes i København den 7. september 2018.

Se Poul Duedahl præsentere "Velkommen på bagsiden" om historiens B-sider i Youtubevideoen:

 

Fakta

Historielektor Poul Duedahl, Institut for Kultur og Globale Studier, er forfatter til bl.a. Forbrydelsens ansigt, der blev kåret til Årets Historiske Bog 2013, og Ondskabens øjne, der blev kåret til Årets Historiske Bog 2016.
”Velkommen på bagsiden. Danmarkshistorien på vrangen” er udgivet i samarbejde med Golden Days på Gads Forlag.

Nyheder fra AAU