Svampebatterier kommer tættere på virkeligheden i tværfagligt projekt

Svampebatterier kommer tættere på virkeligheden i tværfagligt projekt

Forskere fra AAU har allerede udviklet en prototype på et batteri af organisk materiale fra svampe. Næste skridt er nu at udvikle teknologien for det bæredygtige batteri, så det kan lagre energi fra et solcelleanlæg og på sigt blive et reelt alternativ til nuværende batterier. Med en bevilling på 15 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden bliver det nu muligt at udforske potentialet i teknologien

Jens Laurids Sørensen og Jens Muff fra AAU Esbjerg er i gang med at ændre den måde, vi kommer til at fremstille batterier på i fremtiden. Som de første i verden har de to forskere udviklet en metode til at fremstille batterier af biologisk materiale fra skimmelsvampe. Med en bevilling fra Novo Nordisk på 15 mio. kr. bliver det nu muligt at udvikle et prototype i en noget større skala.

Projektet er tværdisciplinært og kommer til at involvere eksperter i svampe, elektronik, genetik, elektrokemi på tværs af AAU og DTU.

- Vi kommer til at bygge et bæredygtigt svampebatteri, der er noget større end det, vil har arbejdet med indtil nu. Og med bevillingen kan vi nu både koble flere forskere på fra AAU samtidig med at vi også inddrager to forskere fra DTU, fortæller Jens Laurids Sørensen, lektor ved Aalborg Universitet Esbjerg.

Svampes pigmenter ophober og aflader energi

Skimmelsvampe kan skifte farve, når de bliver udsat for lys på grund af nogle pigmenter. Det er en forsvarsmekanisme hos skimmelsvampe, som de bruger, hvis de fx bliver udsat for UV-stråling. Svampenes pigmenter har den egenskab at de kan oxidere og reducere – de kan ophobe og aflade energi. Det er præcis de samme egenskaber, som man ser i batterier.

Målet er, at forskerne gennem projektet skal udvikle svampestammer med øget pigmentproduktion, de skal udvikle en billig metode til at udtrække pigmenterne, og endelig skal de udvikle et metode, så batteriet kan kobles på det eksisterende elnet.

- Vores mål er, at vi kan udvikle et batteri, der kan lagre energien fra vores eget solcelleanlæg på AAU’s campus i Esbjerg. Derefter vil vi invitere en række af de store spillere ind for at se demonstrationen, så vi forhåbentligt kan bringe teknologien til nye højder, siger Jens Laurids Sørensen.

Hos AAU’s ledelse glæder blandt andre dekan Mogens Rysholt Poulsen sig over bevillingen til tværvidenskabelige projekt.

- Det er en fornøjelse at opleve, at vores forskere på kemi- og energiområdet går sammen om at løse et af fremtidens store udfordringer. Nemlig at kunne sikre at vedvarende energi bliver endnu mere bæredygtigt. Jeg glæder mig meget til at følge projektet i de kommende år, siger han.

Kontakt

Jens Laurids Sørensen, lektor på Institut for Kemi og Biovidenskab, AAU, tlf. 9940 7659 
jls@bio.aau.dk

 

Nyheder fra AAU