Prorektor: Vi uddanner ikke hovedløst til ledighed

Prorektor: Vi uddanner ikke hovedløst til ledighed

Inger Askehave fra Aalborg Universitet advarer mod vilkårligt at skære flere studiepladser væk. Den hidtidige reduktion i optaget vil tidligst slå igennem om to eller tre år.

Universiteterne har længe arbejdet seriøst med at reducere ledigheden blandt nyuddannede akademikere. Men begrænsning af optag og særlige beskæftigelsesindsatser vil tidligst slå igennem om to eller tre år, så hvis den høje dimittendledighed skal reduceres på kort sigt, må vi i stedet se på dimittendernes villighed til at flytte efter et job og arbejdsgivernes tøven over for nyuddannede kandidater.

Det skriver prorektor på Aalborg Universitet (AAU) Inger Askehave i dag i et debatindlæg i Nordjyske.

- Det er korrekt, at alt for mange nyuddannede akademikere har svært ved at finde ind på arbejdsmarkedet. Men det er ikke korrekt, at universiteterne ikke gør og har gjort noget for at løse problemet, skriver Inger Askehave.

Indlægget kommer efter, at en række personlige fortællinger i aviserne har fået debattører til at kritisere universiteterne for at uddanne for mange kandidater med kompetencer, der ikke er brug for. Samtidig har bl.a. Aalborgs borgmester beklaget den økonomiske belastning, som arbejdsløse nyuddannede kandidater lægger på kommunens budget.

Inger Askehave medgiver, at alt for mange dimittender går ledige i de første måneder efter afsluttet uddannelse. Men hun peger på, universiteterne siden 2015 har reduceret optaget på en lang række uddannelser betragteligt på baggrund af ledighedstal og samtidig har sat særlige beskæftigelsesindsatser i værk. Reduktionen af universiteternes optag vil dog først kunne ses på antallet af færdige kandidater fra 2020 og i beskæftigelsesstatistikkerne et eller to år senere.

- Vi styrer vores optag på ansvarlig og velovervejet vis. Når alt for mange nyuddannede akademikere i dag går ledige i alt for lang tid, er det altså ikke, fordi universiteterne hovedløst uddanner for mange med kompetencer, der ikke er brug for, eller undlader at prøve at hjælpe dimittenderne ind på arbejdsmarkedet, skriver Inger Askehave.

AAU har siden 2015 reduceret optaget på uddannelser med høj ledighed med over 1.000 studiepladser om året. Universitetet har de senere år optaget mellem 4.000 og 4.500 bachelorstuderende hvert år.

Inger Askehave advarer mod vilkårligt at skære endnu flere uddannelsespladser væk og skriver, at der i stedet er brug for at tale om de nyuddannedes mobilitet og arbejdsgivernes medansvar for at få nedbragt dimittendledigheden.

- Når dimittender fra Amager synes, at Ishøj er langt væk, eller kandidater fra Aalborg vægrer sig ved at søge arbejde i Thisted, så har vi en udfordring, som universiteterne ikke kan tackle alene, skriver Inger Askehave.

Hun påpeger, at selvom ledigheden blandt nyuddannede akademikerer er alt for høj, så viser statistikkerne, at universiteternes dimittender er eftertragtet arbejdskraft, og at langt de fleste kommer i arbejde på sigt.

Læs Inger Askehaves debatindlæg her

 

Yderligere oplysninger:

Presserådgiver Anette Marcher, tlf. 21 20 02 41, e-mail ama@adm.aau.dk

Nyheder fra AAU