AAU-forsker: Ny behandling mod dødelig tarmsygdom vil både spare liv og millioner af kroner

AAU-forsker: Ny behandling mod dødelig tarmsygdom vil både spare liv og millioner af kroner

Fæcestransplantation mod alvorlig tarmsygdom kan nedbringe antallet af indlæggelser markant og dermed spare samfundet for millioner i udgifter. Det påviser forskere på Aalborg Universitet og Aarhus Universitet i en ny undersøgelse.

Tekst: Torben Haugaard Jensen, Foto: Mette Mejlby Hansen 

Fra 37 til 20 døgn på sygehus i snit pr år. Sådan lyder konklusionen i undersøgelsen, som kortlægger, hvordan det er gået 50 patienter, der i 2014 og 2015 modtog fæcestransplantation i stedet for antibiotika mod Clostridium Difficile; bakterien, der i dag betragtes som en af de farligste for mennesker overhovedet.

Behandlingen vil ikke bare redde liv, men også betyde store besparelser, vurderer professor i sundhedsøkonomi på Aalborg Universitet Lars Holger Ehlers. 

- Hver gang 50 patienter behandles for Clostridium Difficile med fæcestransplantationer på et offentligt sygehus, sparer samfundet otte millioner kr., lyder det fra Ehlers.

Halvering af udgifter

Undersøgelsen, som er verdens første af sin slags, konkluderer, at udgifterne pr. patient omtrent halveres og i gennemsnit falder fra 420.000 til 243.000 kr. om året. Gennemsnitsbeløbet dækker over store individuelle forskelle, der bl.a. viser sig på bundlinjen, fordi nogle af patienterne er så syge, at de ryger ud og ind af intensivafdelingen, hvor en plads koster op mod 35.000 kr. i døgnet. En almindelig hospitalsseng koster til sammenligning ca. 8.000 kr. i døgnet.

Christian Lodberg Hvas, overlæge ved Lever-, Mave- og Tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital og klinisk lektor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, uddyber:

- De 175.000 kr., som vi sparer pr. patient, er opgjort på baggrund af udgifterne til indlæggelse, antibiotika og fæcestransplantation, men vi indregner ikke tabt arbejdsfortjeneste, selv om halvdelen af patienterne er under 60 år og dermed en del af arbejdsmarkedet. Så i den forstand er besparelsen et konservativt estimat, siger Christian Lodberg Hvas.

Data analyseret nøje

Lever-, Mave- og Tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital har leveret patientjournaler og lægelige dokumenter for samtlige 50 patienter, som har fået fæcestransplantation på Aarhus Universitetshospital i årene 2014 og 2015.  Efterfølgende har Lars Holger Ehlers og hans AAU-kolleger gennemgået dataene nøje og haft dem igennem en såkaldt sensitivitetsanalyse for at sikre mod overfortolkning af resultaterne.

- Fx tager vi højde for, at patienterne alle har fået Clostridium Difficile i forbindelse med en anden sygdom – det er bakteriens kendetegn – og alene af den grund har mange indlæggelsesdage. På den måde er vi sikre på, at den store forskel i hospitalsudgifter skyldes selve Clostridium difficile-sygdommen og den efterfølgende fæcestransplantation, og ikke andre sygdomme, forklarer Lars Holger Ehlers.

Ny standardbehandling på vej

Lars Holger Ehlers og Christian Lodberg Hvas samarbejder i Center for Fæcestransplantation (CEFTA) ved Aarhus Universitetshospital om at gøre afføring fra raske, registrerede og gennemtestede donorer til standardbehandling mod den hårdnakkede bakterie. Christian Lodberg Hvas forklarer:

- Her har vi en behandling, som er effektiv, og som oven i købet sparer samfundet for millioner af kroner hver måned. Hvis vi kan etablere et system, som sikrer både donorer og patienter, vil det være en stor gevinst for alle. Det er vi godt på vej til, udtaler overlægen.

Fakta

  • Studiet er udført af Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet i samarbejde med Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet.
  • I studiet er alle hospitalsudgifter i året før og året efter fæcestransplantation gjort op efter anerkendte metoder, særlig den såkaldte time-driven activity-based costing approach.
  • Studiet er delvist finansieret af Innovationsfonden, som har doneret 17 millioner kr. til udvikling og kvalitetssikring af fæcestransplantation, herunder opbygningen af en donorbank i Aarhus.

 

Kontakt

Professor Lars Holger Ehlers, Institut for Økonomi og Ledelse, Aalborg Universitet, +45 6018 0848, lehlers@business.aau.dk

Kommunikationsmedarbejder Torben Haugaard Jensen, Institut for Økonomi og Ledelse, Aalborg Universitet, thj@business.aau.dk, 9940 3072  

Nyheder fra AAU