Justitsministeriets Forskningspolitiske Pris går til studenterprojekt om pengeinstitutters ansvar – eller mangel på samme

Justitsministeriets Forskningspolitiske Pris går til studenterprojekt om pengeinstitutters ansvar – eller mangel på samme

Alice Mølholm Andersen, Johnni Sørensen og Rasmus Thingholm - alle jurastuderende på Aalborg Universitet - har på baggrund af deres bachelorafhandling med titlen "En analyse af pengeinstitutternes ansvarsnorm ved rådgivning i grænseområder til andre professioner" modtaget Justitsministeriets Forskningspolitiske Pris for bedste studenterafhandling.

Lagt online: 17.12.2014

Mandag den 8. december fik de tre jurastuderende overrakt Justitsministeriets Forskningspolitiske Pris på 25.000 kr. Prisen er indstiftet for at motivere studerende til at interessere sig for – og ikke mindst – selv bidrage til juridisk forskning. Det er en årlig pris, der gives for bedste studenterafhandling vedrørende et givet emne inden for det juridiske område. Emnet denne gang var ”Lighed for loven”.

Når pengeinstitutter rådgiver

I studenterafhandlingen har de studerende analyseret pengeinstitutters ansvarsnorm, når de påtager sig rådgivningsopgaver, der traditionelt varetages af aktører inden for andre brancher (bl.a. forsikrings- og advokatbranchen). En særdeles aktuel problemstilling i lyset af den massive debat om pengeinstitutternes virksomhed i forbindelse med den globale finanskrise.

En tankevækkende pointe er, at i praksis er pengeinstitutterne ikke forpligtiget til at levere en ligeså udførlig rådgivning som advokaten, som fx når kunden rådgives om kurssikring i forbindelse med tegning af realkreditlån. Modsat pengeinstitutterne kan advokaten ikke holde sig ansvarsfri ved at henvise til en anden rådgiver.

Ligeledes er der ved salg af forsikringer en tendens til, at pengeinstitutter ikke nødvendigvis rådgiver ud fra grundig undersøgelse af den enkelte kundes ønsker og behov – modsat de krav, der stilles til forsikringsselskaber.

Opgaven stiller dermed spørgsmålstegn ved, om der her er lighed for loven. Ved rådgivning gennem pengeinstitutter må kunden være bevidst om, at rådgivningen ikke er uafhængig, men sker med henblik på afsætning.

Imponerende bacheloropgave

Det er Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg, der på baggrund af indkomne forslag udvælger bedste studenterafhandling. Og som formand for udvalget var det professor Flemming Balvig, der overrakte prisen:

- Som professor ved Københavns Universitet – og som mangeårig juridisk forsker – bliver jeg altid glad for at læse gennemarbejdede faglige indlæg. Især når det personlige engagement brænder igennem. Det gør det hos jer.

Flemming Balvig gav samtidig udtryk for, hvor imponeret han og resten af Justitsministeriets Forskningspolitiske Udvalg var over kvaliteten af den vindende studenterafhandling. Specielt da det er første gang, prisen uddeles til en bacheloropgave.

De studerende udtaler:
- Det var naturligvis med stor stolthed, at vi modtog prisen for bedste studenterafhandling ved dette års prisuddeling i Justitsministeriet. At netop vores bachelorprojekt blev valgt til årets studenterafhandling, står for os som en indikator på, at jurauddannelsen i Aalborg så absolut kan måle sig med de øvrige jurauddannelser rundt om i landet. At vi allerede ved bachelordelens afslutning er i stand til at kunne levere et aktuelt og relevant bidrag til forskningsmiljøet, må vidne om et meget kvalificeret og positivt læringsmiljø på Den Juridiske Skole ved Aalborg Universitet.

Yderligere information