AAU logo

nyhed

Viden fremfor bøder mod fartsyndere

Viden fremfor bøder mod fartsyndere

Kan en bedre forståelse af hastighedsgrænsernes betydning for trafiksikkerheden få flere til at overholde hastighedsgrænserne? Dette spørgsmål vil forskere fra BUILD på Aalborg Universitet og DTU Management i samarbejde med Rigspolitiet forsøge at besvare i et nyt stort forskningsprojekt finansieret af TrygFonden.

I projektet vil bilister, der har fået en fartbøde, få tilbud om at deltage i et e-læringsprogram om fart og trafiksikkerhed. Efterfølgende bestemmes effekten ved at se, om deltagerne får færre fartbøder end en kontrolgruppe. Målet er 20.000 deltagere i hver gruppe.

Baggrunden for projektet er alvorlig 

Omkring 200 dræbes, og 35.000 behandles hvert år på danske skadestuer efter en trafikulykke. I halvdelen af ulykkerne har farten været en medvirkende faktor. Samtidig viser undersøgelser, at mange af ulykkerne kunne være undgået, hvis hastighedsgrænserne var blevet overholdt.

Det kan være svært for den enkelte bilist at forstå baggrunden for en bøde, fordi uheld er sjældne, og der således ikke for den enkelte er en klar sammenhæng mellem for høj hastighed og uheld, selvom sammenhængen kan dokumenteres på en større skala.

Målet med projektet er at klarlægge, om man kan opnå en bedre overholdelse af hastighedsgrænserne ved at supplere bøden med brug af en positiv overtalelsespåvirkning i form af et e-læringsprogram om fart og trafiksikkerhed. Hvis metoden viser sig effektiv, kan man overveje at indføre den i praksis.

Projektet starter med udvikling af e-læringsprogrammet og forventer primo 2021 at kunne tilbyde de første bilister, der har fået en fartbøde, at deltage i forsøget.

For citat og yderligere oplysninger om projektet:

  • Lektor Harry Lahrmann, Trafikforskningsgruppen, BUILD, AAU, 4056 0375, hsl@build.aau.dk

Foto: Rigspolitiet, Thomas Tolstrup