AAU logo

nyhed

Ny rapport viser store forskelle på CO2-belastningen ved nybyggeri

Ny rapport viser store forskelle på CO2-belastningen ved nybyggeri

En ny rapport fra BUILD, AAU, viser, at klimapåvirkningen varierer med op til 260% når vi ser på materialevalg. Det vil sige, at vi kan bygge 2,5 enfamilieshuse, der tilsammen har samme CO2-aftryk som 1 – hvis vi er opmærksomme på valg af materialer.

I den nye forskningsrapport fra BUILD, Klimapåvirkning fra 60 bygninger – muligheder for udformning af referenceværdier til LCA for bygninger, laves der livscyklusvurderinger på det hidtil største antal bygningscases indsamlet i Danmark i forhold til klimapåvirkning. Rapporten giver derfor en indsigt i det nuværende niveau af bygningers klimaaftryk.

Parcelhuse tegnet i silhouet viser, at 2,5 huse er lig med 1 hus.

Figurtekst: En ny rapport fra BUILD, AAU viser, at klimapåvirkningen varierer med op til 260% når vi ser på materialevalg. Det vil sige, at vi kan bygge 2,5 enfamilieshuse, der tilsammen har samme CO2-aftryk som 1 – hvis vi er opmærksomme på valg af materialer. Illustration af Michael Ulf Bech.

- Rapporten sætter fokus på ny viden om klimapåvirkning fra byggeprocesser og materialer i byggeriers levetid. Vi har beregnet, at der er en forskel på op til 260 procent på et nybygget enfamilieshus afhængigt af materialevalget, siger seniorforsker på BUILD Harpa Birgisdottir.

På baggrund af de 60 cases er det muligt at arbejde videre med referenceværdier for bygningers klimapåvirkning. Disse kan bruges som vejledende pejlemærker for fremtidige byggeriers CO2-udslip. I analyserne af de 60 bygningscases, indgår både en kort og lang levetidsbetragtning for at udvide perspektivet.

Søjlediagram - læs figurteksten for forklaring.

Figurtekst: Klimapåvirkninger fra de 60 case-bygninger set over en 50-års betragtningsperiode fordelt på bygningsdele og drift. I kategorien enfamilieshuse har nr. 11 ikke data for drift, derfor vises kun resultatet for materialer. Grafen viser de markante forskelle på klimaaftrykket for bygninger, hvor man kan se, at bygninger inden for samme bygningskategori har meget stor variation af klimapåvirkning.

- Klimapåvirkningen varierer over 2,2 gange, når vi ser på drift og materialer samlet i de 60 bygningscases over en 50-års betragtningsperiode, og den varierer op til 3 gange, når vi ser på indlejrede klimapåvirkninger (materialerne). Rapporten giver et vigtigt øjebliksbillede af byggeriers samlede klimabelastning, og hvilke dele af de konkrete byggerier, der får beregningerne til at svinge op eller ned i forhold til CO2-udslip, siger seniorforsker på BUILD Harpa Birgisdottir.

Rapporten er fagfællebedømt af professor mso Morten Birkved fra Syddansk Universitet, og udarbejdet af en række forskere fra forskningsgruppen for Bygningers Bæredygtighed på BUILD ved Aalborg Universitet:

  • Regitze Kjær Zimmermann, videnskabelig assistent
  • Camilla Marlene Ernst Andersen, videnskabelig assistent
  • Kai Kanafani, forsker
  • Harpa Birgisdottir, forskningsgruppeleder og seniorforsker

Læs rapporten her:

Klimapåvirkning fra 60 bygninger – muligheder for udformning af referenceværdier til LCA for bygninger.