Når politi og anklagemyndighed skal efterforske sager om seksuelle overgreb mod kvinder, kan det være et vigtigt spor, hvis man kan finde rester af DNA, der er efterladt af gerningsmanden. Men i tilfælde som fx voldtægt, er der ofte så meget DNA fra offeret, at det kan være svært at isolere en prøve, der med sikkerhed stammer fra gerningsmanden. Derfor vælger retsgenetikere i den situation ofte at fokusere på den DNA, der sidder på Y-kromosomer, fordi den med sikkerhed stammer fra en mand.
I modsætning til en almindelig DNA-profil, der som regel bliver lavet ud fra alle 22 kromosompar (de par, der ikke er kønskromosomer), har der hidtil været stor usikkerhed om, hvor megen bevismæssig vægt man kan tillægge en Y-profil. Det skyldes, at Y-kromosomet hos mænd, der har fælles forfædre, ofte vil forekomme uden nogen særlig variation. Derfor har Mikkel Meyer Andersen sammen med sin kollega David Balding fra University of Melbourne i Australien udarbejdet en computermodel, der kan hjælpe med at forstå, hvor mange mænd der har samme profil i en population. Det kan have afgørende betydning for, om der kan fælles dom i en sag.
Vi kan med denne nye metode hjælpe retten ved at indsnævre antallet af mulige gerningsmænd fra måske flere hundrede tusinder til under 100 – og ofte endda langt færre, forklarer Mikkel Meyer Andersen.
Sikker viden om usikkerhed
Computermodellen, som de to forskere har udarbejdet sammen, kan simulere globale og lokale befolkninger med en lang række forskellige variabler; hvor mange drengebørn, man får i gennemsnit, hvor stor befolkningstilvæksten er, hvor stor mobiliteten er osv. Sammen med eksisterende viden om, hvordan Y-kromosomerne arves, og hvor ofte de muterer, kan modellen bruges til at give et ret nøjagtigt billede af, hvor unik en Y-profil er. Dermed får domstolene et værdifuldt værktøj til at vurdere hvor tungt et DNA-match fra Y-kromosomet skal veje i en straffesag.
Desværre har en profil, der kun er baseret på DNA fra Y-kromosomer, hidtil været sværere at fortolke end en ”almindelig” DNA-profil, der som regel bliver lavet ud fra alle 22 autosompar (de par, der ikke er kønskromosomer).
Bortset fra nogle enkelte mutationer, bliver Y-kromosomer nemlig givet direkte videre fra far til søn uden nogen særlig variation. Det betyder at mænd, der er i familie med hinanden gennem fælles forfædre, med stor sandsynlighed har ens DNA på Y-kromosomet, hvilket gør at de ikke kan skelnes fra hinanden på den måde.
Det bliver i familien
Når man skal afgøre hvor stor bevismæssig vægt en DNA-profil har, bruger man begrebet ’random match probability’. Det er betegnelsen for, hvor sandsynligt det er, at en tilfældig mand på gaden har den samme DNA-profil som den, der er fundet på gerningsstedet - og dermed hvor meget vægt profilen kan tillægges som bevisbyrde. Med normale DNA-profiler er tallet forsvindende lille, men med Y-profiler er det sværere at gennemskue.
- Brødre, fædre, farfædre, onkler og fætre på fædrene side vil ofte have samme Y-profil. Det kan gå helt ud i halvtreds led, så der kan sagtens være match mellem mænd, som slet ikke ved at de er i familie med hinanden, forklarer Mikkel Meyer Andersen. De er dog langt tættere beslægtet gennem deres fædre end to tilfældige mænd, siger han.
Mikkel Meyer Andersen understreger også, at DNA-match ikke alene kan bruges som metode til at udpege gerningsmanden til en forbrydelse. Derimod kan det være en effektiv måde at afkræfte en mistanke på.
- Hvis man har en mistænkt, som ikke matcher på Y-DNAet, kan man ofte udelukke ham som gerningsmand,” siger Mikkel Meyer Andersen. -Og det er en rigtig, rigtig god ting.
Se Mikkel Meyer Andersen fortælle om arbejdet her:
Fakta
Mikkel Meyer og David Baldings arbejde er netop blevet offentliggjort i det amerikanske tidsskrift PLOS Genetics.
Kontakt
- Mikkel Meyer Andersen, lektor på Aalborg Universitet, tlf. 9940 8857, mikl@math.aau.dk
- Sanne Holm Nielsen, pressekontakt, tlf. 9940 3517, shn@adm.aau.dk