Aalborg Universitet åbner dørene for mere end 2.000 nysgerrige gymnasieelever

Aalborg Universitet åbner dørene for mere end 2.000 nysgerrige gymnasieelever

Aldrig har så mange vist interesse som i år, hvor Aalborg Universitet afholder studiepraktik i uge 43 på alle sine tre campusser. Mere end 2200 gymnasieelever fra hele landet får muligheden for at stifte bekendtskab med AAU’s studier og blive klogere på livet som universitetsstuderende.

Fra onsdag til fredag den 25. - 27. oktober får ca. 2200 gymnasieelever fra hele landet mulighed for et tre dage langt indblik i livet som universitetsstuderende. Det sker, når Aalborg Universitet (AAU) åbner dørene for det årlige studiepraktik-arrangement i studiebyerne Aalborg, Esbjerg og København

Deltagerne i studiepraktikken på AAU kommer til at arbejde med det problemorienterede projektarbejde, der er kendetegnende for universitetet. De kan for eksempel blive stillet en teoretisk opgave, de skal løse sammen, eller deltage i forelæsninger med undervisere fra universitetet. Men mindst lige så vigtigt vil de kunne møde nuværende studerende, som står klar til at besvare spørgsmål, vise rundt på campusserne og fortælle om deres egen oplevelse med at tage skridtet fra gymnasieelev til universitetsstuderende.

De tre dage byder også på besøg fra kandidater, der er færdige med deres uddannelse og har fundet job. De giver eleverne indblik i karrieremulighederne, brugen af deres faglige ballast i dagligdagen og glæden ved at have valgt lige præcis deres studieretning. Eleverne bliver således klædt på til hele forløbet – fra grøn studerende til nyuddannet med job.

Ny rekord

-  Det store antal optagne studiepraktikanter vidner om, at AAU i stadig stigende grad er interessant for unge i hele landet, når de skal vælge uddannelse. Med Studiepraktik giver vi dem en enestående mulighed for på egen krop at afprøve, om AAU’s gruppearbejde, problembaserede læring og erhvervsrettethed er noget for dem, siger Studiepraktikkoordinator Morten Johansen fra AAU.

- For os handler det nemlig ikke så meget om antallet, men derimod om den afklaring Studiepraktikken kan give de unge mennesker, supplerer projektleder Charlotte Rohde fra AAU Studievejledning.

- At følge dagligdagen på studiet, møde underviserne, snakke med de studerende og opleve studiebyen giver de bedste forudsætninger for at træffe det rigtige valg. Det handler om, at give dem det bedst mulige grundlag for enten at vælge eller fravælge os. Begge dele er lige værdifuldt, fortsætter Charlotte Rohde.

Også et liv uden for studiet

For at give eleverne en fornemmelse af det samlede studieliv tilbyder AAU også et Afterstudy-program, hvor ældre studerende viser steder frem, som kan være gode at kende. I Aalborg er det bl.a. studieboliger, Studenterhuset, Nordkraft og havnefronten. I København  og Esbjerg er der fokus på det gode studieliv på campus. Her er studiepraktikanterne bl.a. inviteret til cafearrangementer med de andre studerende og fællesspisning.

En stor del af studielivet handler selvfølgelig også om tag over hovedet, og for manges vedkommende vil starten på AAU være første oplevelse med at flytte for sig selv. Det kan være i et kollegie eller i en af de studieboliger, som nogle af de studerende vil vise frem.

 

Fakta om Studiepraktik

  • Studiepraktik udbydes af stort set alle videregående uddannelsesinstitutioner i hele landet.
  • Studiepraktik blev afholdt første gang i 2006 på AAU og har siden opnået støt fremgang i antallet af besøgende. I år har 2200 elever tilmeldt sig på AAU – heraf de ca. 2000 i Aalborg, hvilket er en stigning på ca. 20% i forhold til  2016.
  • De tre dage er gratis at deltage i, og praktikanterne i Aalborg og Esbjerg bliver tilbudt gratis transport og overnatning i et vist omfang.
  • Studiepraktik på AAU arrangeres i samarbejde mellem Region Nordjylland, Aalborg Kommune og Studievalg.
  • Du kan læse mere om Studiepraktik i AAU’s campusbyer på www.studiepraktik.aau.dk

 

Yderligere information:

Studiepraktikkoordinator og projektleder Charlotte Rohde, tlf.: 9940 9446, mail: cro@adm.aau.dk

 

Nyhedsliste år 2017