nyhedsarkiv

Vores digitale aftryk kan forbedre forbrugersundheden

Vores digitale aftryk kan forbedre forbrugersundheden

’Donér dine data’ er en af grundtankerne i det nye EU-program Richfields, som har Aalborg Universitet og standardiseringsorganisationen GS1 som danske partnere. Ved at dele vores forbrugerskabte digitale aftryk kan forskerne nemlig blive meget klogere på forbrugeradfærd og fødevareindtag. Og det kan komme forbrugersundheden til gavn.

Lagt online: 24.11.2016

- En familie fra Nordjylland har faktisk samlet alle deres kvitteringer i 10 år. De overrakte alle deres bonner til os, og dem analyserede vi så. Analysen viste blandt andet, at deres forbrugsmønster ændrede sig markant, da børnene flyttede hjemmefra. Derefter blev der spist væsentligt mindre slik og fastfood i familien, der var mere ’fine dining’ og økologi på menuen og antallet af indkøbsture blev mindre, fortæller Bent Egberg Mikkelsen, der er professor på Klinisk Institut ved Aalborg Universitet og leder af EU-projektets fase 2. 

Hvis vi giver forskerne mulighed for at studere vores valg på fødevareområdet, som denne familie er et eksempel på, kan man på sigt udvikle endnu bedre folkesundhedsstrategier. Det er både idéen og hensigten; men det kræver en transparent og tillidsvækkende platform, der kan ordne de meget fragmenterede data, som i dag indsamles eller genereres på mange forskellige måder.

Forbrugerne som medforskere

Man behøver nemlig slet ikke at gemme sine fysiske bonner for at bidrage til mere viden om danskernes mad- og forbrugsvaner. Vi anvender i stigende grad mobile apps, vi skriver om mad på sociale medier og efterlader i det hele taget en lang række digitale aftryk, som kan fortælle en helt masse om trends på fødevareområdet. Og disse data – som samlet set bliver til big data – kan anvendes meningsfuldt i forskning, der kan komme forbrugerne selv til gavn, fortæller Bent Egberg Mikkelsen:

- Med EU-programmet Richfields ønsker vi at designe en forskningsinfrastruktur for, hvordan forbrugerskabte data kan doneres og deles i forskningsmiljøerne og dermed skabe vigtig viden om koblingen mellem forbrugeradfærd og fødevareindtag. Naturligvis i en anonymiseret form, der beskytter privatlivets fred.

For mere uddybende information om EU-programmet, læs eksempelvis her:

http://videnskab.dk/teknologi-innovation/big-data-kan-forbedre-forbrugersundheden

 

Kontakt:

Bent Egberg Mikkelsen, bemi@dcm.aau.dk, mobil 25 38 43 66