nyhedsarkiv

Airbus og Aalborg Universitet i nyt samarbejde

Airbus og Aalborg Universitet i nyt samarbejde

Den europæiske flyproducent Airbus starter nu fælles forskning og teknologiudvikling med Aalborg Universitet. Satsningen indgår i en femårig strategisk samarbejdsaftale, som parterne netop har indgået.

Lagt online: 23.11.2016

Vilkårene blev forhandlet endeligt på plads, så aftalen kunne underskrives i forbindelse med Airbus-repræsentanters nylige besøg på AAU’s Institut for Mekanik og Produktion, hvor den fælles forskning indledningsvis vil være forankret.

Dekan Eskild Holm Nielsen fra Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet understreger, at ambitionen er et parløb, der udvikler sig til at involvere flere af de AAU-miljøer, som beskæftiger sig med Airbus-relevante teknologier til luft- og rumfart.

- Alle vil gerne samarbejde med en virksomhed som Airbus, så vi er naturligvis stolte over, at de vælger os. Vi ser det som et vigtigt strategisk samarbejde med lange perspektiver for både Aalborg Universitet og Airbus. De aktiviteter, vi starter ud med, er blot de første af forhåbentlig mange, siger Eskild Holm Nielsen.

Fra Airbus’ side er indgåelsen af aftalen begrundet i Aalborg Universitets dokumenteret gode erfaringer med industrisamarbejde og kvaliteten af universitetets forskning på teknologiområder, der har særlig betydning for Airbus.

Nødvendigt hemmelighedskræmmeri

De forudgående forhandlinger har været detaljerede og forholdsvis langstrakte. Blandt andet fordi Airbus opererer på områder og i en konkurrencesituation, hvor der stilles særlige krav til fortrolighed og beskyttelse af oplysninger.

- Men det kender vi også fra andre samarbejdspartnere. Det vigtige for os som universitet er, at Airbus er imødekommende over for vores ønske om, at forskningen også skal munde ud i videnskabelige publikationer, fortæller Eskild Holm Nielsen.

Desuden indgår det i aftalen, at Aalborg Universitet kan benytte de udviklede teknologier og den bagvedliggende viden på andre områder, hvor det ikke er i direkte konkurrence med Airbus.

- På den måde har det været et meget konstruktivt forløb, som lover godt for det videre samarbejde, mener Eskild Holm Nielsen.

Fakta

  • Den strategiske samarbejdsaftale er indgået med Airbus Defence and Space, som udvikler innovative løsninger til forsvarsformål, sikkerhed og udforskning af rummet. Divisionen er en del af den store Airbus Group.

Kontakt

  • Dekan Eskild Holm Nielsen, Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, AAU, tlf. 2944 8337.
  • Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, AAU, tlf. 2340 6554.

Matthias Buderath, Head of Research and Technology Management og Werner Teutsch, Manager Global R&T Cooperation var blandt de Airbus-repræsentanter, som besøgte Institut for Mekanik og Produktion i forbindelse med indgåelsen af samarbejdsaftalen med AAU.

Matthias Buderath, Head of Research and Technology Management, Airbus Defense and Space.