AAU logo
Bedre gulvvarme giver inspiration til smarte byer

Bedre gulvvarme giver inspiration til smarte byer

En snedig metode til bedre kontrol af gulvvarmeanlæg, så huset altid er rart at opholde sig i og energiregningen er til at betale, er blevet yndlingseksempel for stort forskningscenter ved Aalborg Universitet, som udvikler it-teknologi til ”smarte byer” og ”smarte samfund”. Tricks fra gulvvarmeløsningen kan bruges overalt – fx til mere intelligent lysregulering af trafikken.

Forskningscentret DiCyPS (Center for Data-Intensive Cyber-Physical Systems) har netop gjort status over det første års virke. Takket være en investering fra Innovationsfonden har centret et budget på 75 millioner kroner til en seksårig indsats, og de indledende takter og resultater har været opmuntrende, konkluderer lederen, professor Kim Guldstrand Larsen fra Institut for Datalogi på AAU:

- Vi har brugt meget krudt på at bryde siloer ned mellem forskere, som ikke tidligere har arbejdet sammen. Ud over tre vidt forskellige grupper fra datalogi har vi også energiforskere og eksperter fra transportområdet med, og hele målsætningen har fra starten været, at der skulle komme noget interdisciplinær videnskab ud af det, hvor vi finder generiske løsninger på de problemstillinger, vi kaster os over, siger Kim Guldstrand Larsen.

Komplekse problemer – universelle svar

Et af eksempelprojekterne giver altså håb om en mere behageligt tempereret fremtid for enhver, der har prøvet bøvlet med at få gulvvarmen justeret i et hus, så det fungerer tilfredsstillende i alle rum – og gerne samtidig.

 - Vi snakker meget om vores gulvvarmesystem, fordi det fungerer og er en succes. Udfordringen har været at inddrage data og simuleringer i en strategi, som er bedre end den gængse, hvor systemet bare skruer op for ventilen, hvis der er for koldt, og ned hvis der er for varmt. Vi kan i nogle situationer gøre det dobbelt så godt ved at halvere energiforbruget og alligevel styre temperaturen i rummene, så der er mere behageligt, ud fra antagelser om, hvordan rummene bliver brugt, og hvordan vejret er, forklarer Kim Guldstrand.

I praksis viste det sig at være en ret kompleks problemstilling, når der er mange rum involveret. Forskere fra flere afdelinger arbejdede bl.a. sammen med virksomhederne Seluxit og Danfoss om at løse den.

- Vi har været nødt til at komme op med nogle nye tricks for at kunne bruge vores teknikker på at løse det, men den viden kan vi så tage med til andre områder. Vi har en tro på, at det vi laver med gulvvarmen, det kan vi også bruge til fx at lave mere optimal styring af lyskryds.  Resultatet er altså nogle generiske metoder, som kan anvendes bredt til at gøre vores byer og samfund smartere, siger Kim Guldstrand Larsen.

Efterhånden som de gode universalløsninger opstår, skal de derfor også ud og gøre gavn, oplyser han:

- Når vi fx i tre cases har fundet ud af, at vi har en smart måde at gøre noget på, kan vi lave et firma, der sælger det, eller udvikle en generisk softwarekomponent, som mange forskellige virksomheder kan bruge, så det ikke kun er til den enkelte virksomhed, vi lige netop lavede casen med.

Intelligente Danfoss-ambitioner

Danfoss er en af de virksomheder, der fra starten har kastet sig ind i samarbejdet. Ifølge styregruppemedlem Claus Thybo, som er Senior Director for teknologi i Danfoss Heating Segment, er virksomhedens mål at få mere intelligens ind i Danfoss’ produkter.

- Det vigtige for os her er, at vi møder andre tilgange og fagområder.  Ikke kun dem, der arbejder med varmesystemer, men også dem, der arbejder med transport og alt muligt andet. Vi lærer noget af, hvad de tænker, og af at være del af det her kreative miljø, hvor vi prøver at binde tingene sammen. Hvis vi kigger ud i fremtiden, kan vi ikke leve af rent mekaniske produkter. Vi skal putte intelligens i vores produkter. Det har vi også nu, men der skal være meget mere, så det er den vej, vi skal med DiCyPS. Vi skal have vores teknologiudvikling boostet, og via det her samarbejde og netværk får vi en bunke gode idéer til, hvad der kan lade sig gøre, fortæller Claus Thybo.

For ham handler det om at finde virksomhedens plads i et marked under kraftig udvikling, som Danfoss og andre DiCyPS-partnere langtfra er ene om at fokusere på:

- Der er dygtige virksomheder over hele verden, som prøver det samme. Men hvis vi kan finde vores plads, hvor vi er rigtig gode, og få interageret med de andre, så er det fint. Vi vil gerne lave noget intelligens, og en stor del af den vil ikke ligge i vores fysiske produkter men et andet sted, der snakker sammen med vores komponenter.  Derfor er vi også med i DiCyPS for at finde ud af, hvad der sker rundt omkring, og hvordan vi og vores produkter kan spille sammen med den udvikling og være en del af den, siger Claus Thybo.

Plads til flere

Centerleder Kim Guldstrand Larsen understreger, at der er plads til samarbejde med andre virksomheder ud over dem, der allerede er tilknyttet centret. Et kommende DiCyPS-roadshow skal gøre opmærksom på muligheder og betingelser.

- Det skal ikke være en lukket klub. Hvis der er nogle virksomheder, et boligselskab, et kraftvarmeværk eller andet, som passer ind i konkrete demonstrationsprojekter, så er vi meget åbne for samarbejde, siger Kim Guldstrand Larsen.

Yderligere oplysninger

  • Resultater, erfaringer og konklusioner fra DiCyPS første leveår blev fremlagt på et årsmøde på Aalborg Universitet, hvor der både var konkrete eksempler på Smart City-aktiviteter fra Aalborg Kommune, demonstrationer af igangværende DiCyPS-projekter og indlæg fra samarbejdspartnere og beslægtede forskningscentre inklusive DTU’s CITIES (Centre for IT-Intelligent Energy Systems in cities).
  • De deltagende danske partnere er: Balsgard Norgard ApS, Blip Systems, Danfoss, Energistyrelsen, FlexDanmark, Huge Lawn – Miracle Apps, INSERO Software, LB Insurance, Nyfors, SCADA International, Seluxit ApS, Rambøll, Rejsekort A/S, Aalborg Kommune og Region Nordjylland.
  • Flere internationale forskningsinstitutioner er også med i projektets grundlæggende IKT-forskning. Det gælder det tekniske tyske universitet TU Dresden, det nationale franske institut for informationsteknologi INRIA og det britiske University College London.
  • Læs mere om DiCyPS – Center for Data-Intensive Cyber-Physical Systems)

Kontakt

  • Kim Guldstrand Larsen, professor, Institut for Datalogi, Aalborg Universitet, tlf. 2217 1159.
  • Claus Thybo, Senior Director, Technology, Danfoss Heating Segment, tlf. 2148 9056.
  • Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet, mobil 2340 6554.