Bedre tandfyldninger med cement

Bedre tandfyldninger med cement

Mere hårdføre og holdbare tandfyldninger. Det kan blive resultatet af et internationalt forskerholds undersøgelser af hærdningsprocessen i den særlige type cement, som bruges til reparation af tænder. Glasforskere fra Aalborg Universitet har været med til at påvise, at hærdningen sker i ryk.

Glaspulver og flydende polymerer.Forskerholdet er sammensat af eksperter fra Ungarn, Storbritannien, Danmark og Kina. Det videnskabelige tidsskrift Nature Communications offentliggør, hvordan forskerne har nærstuderet tandcementen med et avanceret arsenal af skannere, neutronstråler og computermodeller. Det har bl.a. ført til ny viden om, hvornår i processen elasticiteten i cementen er størst, inden den hærder endeligt.

Cement til tandpleje er fremstillet af glaspulver, flydende polymerer og vand. Professor Yuanzheng Yue fra glasforskergruppen på Aalborg Universitets Institut for Kemi og Biovidenskab har bidraget med scanninger på nanoniveau med varmefølsomt DSC-udstyr (Differential Scanning Calorimetry).

- Vores laboratoriearbejde har givet en meget bedre forståelse af de kemiske og strukturelle mekanismer, når bio-cement sætter sig og hærder. Vi har fundet ud af, at glaspartiklerne i cementen gennemgår adskillige forskellige glas-faser på nanoskala. Det forklarer, hvorfor cementen sætter sig rykvis, når de komplicerede glaspartikler blandes med polymerer, siger Yuanzheng Yue.

Opdagelsen er potentielt vigtig for tandlæger og deres patienter, fordi den kan føre til ikke-kviksølvholdige miljøvenlige tandfyldninger, som holder bedre. Men den kan også få betydning for industrier, som bruger mere almindelige typer cement i byggeriet fx, samt generelt i forbindelse med test af materialers hårdhed og hærdning.

Yderligere oplysninger

  • Artiklen i Nature Communications: Tian, K. V. et al. Atomic and vibrational origins of mechanical toughness in bioactive cement during setting.
  • Professor Yuanzheng Yue, Institut for Kemi og Biovidenskab, tlf. 9940 8522.
  • Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet, mobil 2340 6554.

Professor Yuanzheng Yue, Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet.