Unges betonsamarbejde havner et hemmeligt sted i Hjørring

Unges betonsamarbejde havner et hemmeligt sted i Hjørring

Slutresultatet bliver 36 unikke emner af beton, som kommer til at stå et sted i Hjørrings bymidte. Mere vil arrangørerne ikke afsløre, før 330 studerende fra byggeriets uddannelser i næste uge samles til jubilæumsudgaven af den nordjyske "Betonworkshop". Gennem 10 år har det tværfaglige uddannelsestiltag givet tusinder af unge en bedre forståelse for hinandens arbejde og for det udskældte byggemateriales muligheder.

Lagt online: 17.10.2014

De 330 studerende kommer fra University College Nordjylland (UCN), AMU Nordjylland og AAU's uddannelser inden for Byggeri & Anlæg og Arkitektur & Design. Deltagerne bliver sat sammen i grupper på tværs af uddannelser for at konkurrere om at løse den hemmelige opgave fra Hjørring, og til gengæld har Hjørring-borgmester Arne Boelt lovet at komme og være med til at kåre vinderne.

- Hjørring er bygherren, og de studerende repræsenterer alle parterne i en typisk byggeproces - rådgivende ingeniører, designere, arkitekter og entreprenører. De studerende starter tirsdag morgen uden at vide ret meget om betonkonstruktioner, og så ender de fredag med et helt håndgribeligt resultat, som en masse andre får at se, forklarer lektor og medarrangør Eigil V. Sørensen fra Aalborg Universitets Institut for Byggeri og Anlæg.

Fra engangsgrill til byinventar

Mødet mellem de vordende bygningskonstruktører, struktører, betonmagere og ingeniører har gennem årene resulteret i stadig mere opfindsomme og holdbare resultater.

- Det første år skulle deltagerne lave en grill i beton, men allerede året efter begyndte der at melde sig nogle interessenter, som gerne ville have mere originale emner til at stå som inventar i parker og byområder. Samtidig skærpede vi kravene og gjorde det mere udfordrende, så det skulle være armeret beton, der kan holde til at blive brugt og er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at have stående, siger studievejleder Bjarne Sørensen fra UCN.

I fjor producerede betonworkshoppen blandt andet bænke, skateboard-ramper og skulpturer til byparken Karolinelund i Aalborg, og tidligere år har boligselskaber og borgerforeninger rundt om i Nordjylland fået glæde af de studerendes betonfærdigheder. Derfor er dette års opgavestillere fra Hjørring Kommune også trygge ved udsigten til at skulle placere næste uges resultater et sted i bybilledet:

- Vi har stor tiltro til de unge studerende. Tidligere års værker vidner om stor opfindsomhed og kreativitet.
Det er klart, at vi har lidt sommerfugle i maven, idet betonelementerne får en central placering i Hjørring, men vi har en tro på, at de studerende gør sig ekstra umage, når deres betonelementer får en god eksponering, siger vejingeniør Richard Madsen fra Hjørring Kommune. Og afslører at kommunen med deltagelsen i Betonworkshop 2014 ønsker at slå to fluer med et smæk:

- Ved hjælp af betonelementerne vil vi sætte fokus på et kommende kulturelt tilbud i Hjørring by. Koblingen hertil bliver helt sikkert mere gennemskuelig, når vi løfter sløret for opgaven på tirsdag, siger Richard Madsen.

Virksomheder og organisationer står bag

Hovedparten af betonworkshop-deltagerne er i gang med første del af deres uddannelse. De første dage af workshoppen får de derfor gode råd og nødvendig viden via oplæg fra undervisere og virksomheder i betonbranchen. De kommende arbejdsgivere og deres organisationer i byggeriet er samtidig vigtige sponsorer for eventen. Til gengæld nyder de godt af, at næste generation i byggeriet får et mere nuanceret indblik i, hvad beton kan og kræver.

Arkivfoto fra tidligere betonworkshop.- Det har påvirket det syn, de studerende har på beton. Dem, som har prøvet at stå med en støbeform, der er faldet fra hinanden, forstår også bedre hvilke kræfter, der er i spil, siger Bjarne Thomsen fra Aalborg Portland.

Som mange af de øvrige bagmænd har han været med i arrangørgruppen gennem alle 10 år. Faktisk er det ikke let at få nogen til at gå ud af den gruppe. Et par af medlemmerne er blevet pensioneret undervejs, uden at det har fået dem til at overveje at droppe hvervet.

- Det er alt for sjovt og spændende til, at vi kan holde os væk, forklarer én af pensionisterne, gruppens faste sekretær Dirch H. Bager, som tidligere både har været hos Aalborg Portland og drevet selvstændig ingeniørvirksomhed i byggebranchen.

Flittigt benyttet med dårligt ry

Imagepleje på betons vegne har altid været en del af formålet. Ifølge centerchef Frede Holst Andersen fra AMU Nordjylland er nogle af fordommene cirka lige så sejlivede som materialet selv:

- I befolkningen som helhed er der stadig en opfattelse af, at beton er gråt og kedeligt og klodset. Alle de tilfælde, hvor det er blevet brugt til kedelige elementbyggerier, der bare skulle være færdige i en fart, sidder stadig i folk. Beton bliver også misbrugt sprogligt, når man fx taler om "betonkommunisme" og andet, der er fastlåst. Men på workshoppen får de unge øjnene op for, at der er en masse spændende muligheder i verdens mest anvendte byggemateriale. Vi håber på, at det gør dem til gode betonambassadører, siger Frede Holst Andersen.

Yderligere oplysninger

  • Betonworkshop 2014 arrangeres af Center for Betonuddannelse, som ud over uddannelsesinstitutionerne tæller Teknologisk Institut, Dansk Byggeri og Dansk Beton. Workshoppen starter tirsdag den 21.10. kl. 08 og slutter fredag den 25.10. kl. 15. Tirsdag og onsdag er der oplæg i Vejgaardhallen, Vejgaard Torv 3, 9000 Aalborg. Torsdag og fredag arbejder de studerende med forme og støbning i hallerne på AMU Nordjylland, Sofievej 61, 9000 Aalborg.
  • Læs mere på www.vikanbeton.dk, hvor der også er fotos fra tidligere års betonworkshop.
  • Lektor Eigil V. Sørensen, Institut for Byggeri og Anlæg, Aalborg Universitet, mobil 2020 2183.
  • Centerchef Frede Holst Andersen, AMU Nordjylland, tlf. 9633 2293.
  • Studieleder Bruno Larsen, UCN Teknologi og Business, tlf. 7269 1500.
  • Sekretær Dirch H. Bager, Center for Betonuddannelse, tlf. 2049 7324.
  • Teamleder Søren Kromann Pedersen, Hjørring Kommune, mobil 4122 6634.
  • Vejingeniør Richard Madsen, Hjørring Kommune, mobil 4122 6620.