Nyt nordisk netværk om racisme

Nyt nordisk netværk om racisme

Forskere i de nordiske lande danner nyt fagligt netværk, der skal undersøge, hvor og hvordan racisme opstår.

Lagt online: 20.11.2014

Ord som racisme, anti-racisme, xenofobi og islamofobi har i de senere år præget den offentlige debat i Danmark.

Desværre har debatten dog mest begrænset sig til spørgsmål om, hvorvidt danskerne er racister eller ej, og om flødebolle eller negerbolle er det rette ord at bruge om skumfidusen med chokoladeovertræk. Hvordan racisme udvikles og får grobund i et samfund, er dog stadig ubesvarede spørgsmål i debatten.

Derfor går en række forskere fra Danmark, Norge, Sverige og Finland nu sammen i et netværk, der skal grave dybere ned i forståelsen af racisme.

Aalborg Universitet bliver base for netværket, der dannes i forbindelse med konferencen ”Racialization, Racism And Anti-Racism In The Nordic Countries” d. 27.-28. november.

- Hvis vi skal ud over populistiske diskussioner om, hvorvidt danskerne er racister eller ej, er det vigtigt, at der kommer nogle seriøse, faglige forskere på banen, der kan arbejde sammen om at forstå, hvad der foregår i samfundet på dette område, siger Peter Hervik, professor på Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet og initiativtager til netværket.

- Der er en generel enighed om, at racisme er dårligt for samfundet og bør bekæmpes. Derfor vil dette netværk undersøge om særlige begivenheder eller praksisser er udtryk for racisme i en eller anden grad og form. Vi vil se på i hvilke fora og hvordan ideer om, at nogle mennesker er uforenelige med resten af befolkningen udvikles, og hvordan det går hen og bliver legalt og naturligt at diskriminere dem, uddyber Peter Hervik.

I mange år har racisme-forskningen prioriteret og teoretiseret på baggrund af sorte amerikaneres forhold, trans-atlantisk slavehandel, apartheid i Sydafrika og nazismens ideologi omkring jøder. Og herhjemme har der for nylig været enormt fokus på Pippi Langstrømpes ”negerkonge”, som journalister og opinionsdannere har gjort til et moralsk spørgsmål, om hvorvidt man nu må sige det eller ej.

- Men i dag handler racisme også om f.eks. muslimer og trans-racialt adopterede. Dermed bliver det endnu tydeligere, at racisme ikke blot er en ideologi vedrørende synlige træk ved fremmede racer eller kulturer, men også består af eksklusions-ideologier, der har til hensigt at forsvare nationen, siger Peter Hervik.

Yderligere oplysninger

  • Peter Hervik, Institut for Kultur og Globale Studier, tlf. 9940 8438, hervik@cgs.aau.dk
  • Konferencen: Racialization, Racism and (anti)Racism in the Nordic Countries finder sted på Aalborg Universitet, Kroghstræde 3, lokale 1.119, 9220 Aalborg Øst, den 27.-28. november 2014. Se programmet på: www.en.cgs.aau.dk/racialization