Lokalt særpræg skal hjælpe nordjysk erhvervsudvikling

Lokalt særpræg skal hjælpe nordjysk erhvervsudvikling

Nyt projekt fokuserer på steder i Nordjylland, som takket være særlige lokale kvaliteter har potentiale til at skabe hårdt tiltrængt erhvervsudvikling og vækst. Lokale råvarer, natur, unikke sportsfaciliteter eller en høj koncentration af mennesker med bestemte kompetencer er eksempler på "stedskvaliteter" med muligheder i, som skal udnyttes bedre.

Lagt online: 30.10.2014

Aalborg Universitet, alle de nordjyske kommuner og Region Nordjylland er med i det nye samarbejde. Projektet har et budget på to millioner kroner, finansieret af kommunerne og Vækstforum Nordjylland.

- Vi vil have øget opmærksomhed på lokale erhvervsmuligheder. Hvordan kan forskellige steders særegne kvaliteter og ressourcer aktiveres og skabe lokale arbejdspladser og aktivitet? Og kan man dermed bidrage yderligere til at gøre forskellige typer af områder attraktive? Det er nogle af de spørgsmål, vi skal arbejde med, forklarer lektor og projektleder Carsten Jahn Hansen fra Center for Fysisk Planlægning på Aalborg Universitet.

Flytning fra land til by

Baggrunden for det nye projekt er demografi og urbanisering. Folk flytter til byerne. Både internt i de enkelte kommuner og på tværs af dem.

Carsten Jahn Hansen, Center for Fysisk Planlægning, AAU.- Danmarkskortet forandrer sig hastigt i disse år, og det har store konsekvenser for mulighederne for erhvervsudvikling og vækst. Stadig større områder har nu negativ befolkningsudvikling med færre i den arbejdsdygtige alder. På samme tid udfordres de store byer af øget tæthed og på deres konkurrenceevne. Så tilsammen handler det om at gentænke og skabe bedre sammenhænge regionalt. Byerne og landområderne har brug for hinanden. Derfor vil vi se på, hvad forskellige steder, fra storby til vandkant, har af potentialer og forbindelser, som kan hjælpe erhvervsudviklingen, opsummerer Carsten Jahn Hansen.

Projektet "Stedskvaliteter, Erhvervspotentialer og Vækst" (SEV) begynder for alvor at inddrage repræsentanter for kommunerne, når der på mandag den 3. november bliver holdt seminar og workshop i Aalborg ZOO. Deltagerne fra kommunerne og regionen bliver præsenteret for konkrete inspirerende eksempler, hvor steders potentiale er udnyttet. Det kan være med en lokal råvare som omdrejningspunkt i "Dansk Skaldyrcenter" i Nykøbing Mors eller en aktivitet i landskabet som mountainbikemiljøet ved Rebild. Men det kan også være attraktive udviklermiljøer omkring Nordkraft og Aalborg Havnefront.

Ikke bare oplevelser og turisme

Forskerne fra Aalborg Universitet vil på seminaret fortælle, hvad de allerede ved om stedbundne potentialer og erhvervsudvikling. Derefter bliver deltagerne sat i arbejde på en workshop, hvor de ud fra egne erfaringer skal drøfte potentialets størrelse og mulighederne for at stimulere det med politik og strategi. Et af problemerne i dag er ifølge projektleder Carsten Jahn Hansen at få koblet fysisk planlægning og erhvervsudvikling på måder, der matcher den nye virkelighed, hvor globalisering når ud i alle hjørner, og hvor selv de mindste steder specialiserer sig for at finde deres rolle i udviklingen.

- Vi ved ikke ret meget om stedskvaliteternes erhvervsmæssige potentialer, medmindre de ligger inden for oplevelser og turisme. Men hvad med alle de andre erhverv, set i lyset af stedskvaliteter? Der er brug for mere fokus på, hvad stedet har af betydning for virksomheder, og på det lokales potentiale i forhold til at skabe vækst i såvel byområder som landdistrikter. Vores projekt skal koble viden om steder og erhverv og hjælpe kommunerne og regionen med deres erhvervsudviklingsstrategier og planlægningsarbejde. Helst så by- og landområder supplerer hinanden bedre i fremtiden, siger Carsten Jahn Hansen.

Yderligere oplysninger

  • Projektet "Stedskvaliteter, Erhvervspotentialer og Vækst" (SEV) kører frem til september 2015. Det nordjyske Vækstforum og de nordjyske kommuner støtter projektet med to millioner kroner.
  • Program for seminar og workshop (pdf) mandag den 3. november i Aalborg ZOO.
  • Lektor Carsten Jahn Hansen (projektleder), Institut for Planlægning, mobil 2459 7999.
  • Lektor Lea Louise Holst Laursen, Institut for Arkitektur og Medieteknologi, mobil 2856 2156.
  • Udviklingskonsulent Mette Arleth, Region Nordjylland og Vækstforum, mobil 4084 5423.
  • Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet, mobil 2340 6554.