M-prisen til AAU-ingeniør for samarbejde om ny målemetode

M-prisen til AAU-ingeniør for samarbejde om ny målemetode

Et fagligt højt niveau og topkarakterer over hele linjen var det gennemgående træk, da Maskiningeniørernes Initiativfond afslørede modtagerne af M-prisen 2013 i Ingeniørforeningens hovedsæde i København. Et virksomhedssamarbejde fra Aalborg Universitet er blandt de hædrede.

Lagt online: 20.12.2013

Dmytro Shabalin fra Aalborg Universitet modtager M-prisen for sit afgangsprojekt om ”Teoretisk og eksperimentel sammenligning af punkt-mobilitetsmålemetoder”. Projektet, der gav karakteren 12, er udført i samarbejde med Brüel & Kjær Sound & Vibration Measurements A/S samt tyske Secop GmbH.

Hovedformålet med projektet har været at undersøge fordele og ulemper ved en ny akustisk målemetode, som er blevet sammenlignet med mere konventionelle alternativer. Resultatet har været anbefalinger til en løsning, som er mere stabil og nøjagtig. I et konkret eksempel blev målemetoden brugt til en analyse af vibrationer fra en kompressor, hvor målingerne var mere præcise og pålidelige end resultater fra en model.

Forsøgsopstilling fra projektet med kompressor.Dmytro Shabalins vejledere fra de deltagende virksomheder og fra AAU's Institut for Mekanik og Produktion har været med til at anbefale ham til prisen. Professor Sergey Sorokin roser Dmytro Shabalin for en god forståelse for forskellen mellem teoretiske idealer og virkelighedens usikkerheder:

- Den forståelse har guidet ham mod plausible tekniske løsninger og prototyper for nyt måleudstyr. Han vælger modeller og værktøjer, der er så simple som muligt og så komplicerede som nødvendigt.

Udover den faglige anerkendelse, som prisen er udtryk for, ledsages M-prisen af et diplom og 10.000 kr. til hver af modtagerne. Ophavsmændene til to DTU-projekter med rene 12-taller var også blandt årets M-prismodtagere. Læs mere.

Yderligere oplysninger

  • Billedtekst: Fra venstre ses direktør Jeroen v. Liempd fra ASME EU, der var inviteret til at overække årets M-pris, sammen med Dmytro Shabalin (i midten) og formanden for Maskiningeniørernes Initiativfond, Mads Peter Schreiber (Foto: Henrik Frydkjær). 
  • Læs mere om Maskiningeniørernes Initiativfond.
  • Maskiningeniør Dmytro Shabalin, uddannet fra Aalborg Universitet, nu ansat ved Cimbria Unigrain A/S i Thisted, tlf. 2791 1168. 
  • Udover professor Sergey Sorokin fra Institut for Mekanik og Produktion på AAU har vejlederne Dmitri Tcherniak og Andreas Schuhmacher fra Brüel & Kjær samt Christian Svendsen (tidligere R&D Manager ved Secop GmbH) været med til at indstille Dmytro Shabalin til M-Prisen.