International interesse for Esbjergs energiprojekt

International interesse for Esbjergs energiprojekt

36 unge fra 21 lande er med, når universiteter og virksomheder i Esbjerg i hele denne uge er vært for et ambitiøst seminar om produktion af miljørigtig bioenergi. Målet er at gøre næsten-færdiguddannede studerende interesserede i ubesatte job i den voksende syddanske energibranche.

Lagt online: 04.11.2013

Seminaret er den første store faglige event i det EU-støttede projekt "Energi Campus Esbjerg", som skal forsøge at bekæmpe truslen om fremtidig mangel på kvalificeret teknisk arbejdskraft i energibranchen.

Midlet til at skaffe tilrejsende deltagere til den aktuelle begivenhed har været invitationer til gratis deltagelse i det ugelange seminar med undervisning, virksomhedsbesøg, job-matchmaking og sightseeing.

- Vi er meget tilfredse med interessen, som langt overstiger vores forventninger. Vi har fået henvendelser fra dobbelt så mange, og vi har allerede folk på venteliste til senere arrangementer, fortæller projektleder Tove Morell fra Aalborg Universitet Esbjerg, som arrangerer i samarbejde med Syddansk Universitet og virksomheder som B&W Vølund og Vitalys.

Faglighed og tilflytterservice

De 36 deltagere kommer fra universiteter i Finland, Holland, Sverige, Portugal og Danmark. Der er en overvægt af masterstuderende, men gruppen tæller også flere ph.d.-studerende og postdocs. Ud over det energifaglige indhold præsenteres deltagerne for virksomheder, der kan være fremtidige arbejdsgivere, og for Esbjerg og Syddanmark som et muligt sted at bo via information fra kommunens tilflytterservice.

Deltagerne er blevet spurgt, hvorfor de har tilmeldt sig. Ni af dem kommer i forvejen fra området, men en tredjedel angiver, at en del af deres motivation er et ønske om at høre om Esbjerg som muligt sted at bo.
74 procent angiver muligheden for at få styrket de energifaglige kompetencer. 79 procent har tilmeldt sig på grund af muligheden for at netværke sig til nye kontakter, mens godt 60 procent gerne vil udveksle viden, etablere kontakt til attraktive fremtidige arbejdsgivere og have indblik i eksisterende jobmuligheder.

Fakta

  • Seminaret "Bioenergy Production Facilities for Biorefinery Developments: Biofuels, Biogas, Bioproducts" holdes fra den 4. til den 8. november 2013. Se programmet (pdf).
  • Energi Campus Esbjerg har et budget på 4,6 millioner kroner, og halvdelen kommer i form af støtte fra EU’s Europæiske Socialfond. Det er Syddansk Vækstforum, der har indstillet projektet til støtte.

Kontakt

  • Projektleder Tove Morell, Aalborg Universitet Esbjerg, tlf. 2929 3960.
  • Lektor og projektansvarlig Jens Bo Holm-Nielsen, Institut for Energiteknik, Aalborg Universitet Esbjerg, tlf. 2166 2511.