Er luften god hjemme hos dig?

Luften i din bolig har stor betydning for din trivsel og sundhed, men ved du, hvad du kan gøre for at få renere luft i boligen? Mød indeklimaeksperterne fra Statens Byggeforskningsinstitut på kulturnatten i København 11. oktober, og få praktiske råd med hjem.

Lagt online: 07.10.2013

Luften i din bolig kan indeholde skimmelsvampe, partikler, formaldehyd, radon og ekskrementer fra husstøvmider. Dårlig luftkvalitet kan give hovedpine, træthed og irriterede slimhinder. Desuden kan den øge risikoen for infektioner, hjertekarsygdomme, kræft og forværre symptomerne hos personer med allergi og astma.

På kulturnatten kan du finde ud af, hvordan du forebygger gener pga. skadelige ting i luften.

”Til hverdag forsker vi i, hvordan man kan bygge og bruge boliger, så indeklimaet bliver godt. På kulturnatten får de besøgende en unik chance for at tale med os forskere om, hvad de kan gøre for at forbedre indeklimaet i deres bolig,” siger professor Lars Gunnarsen fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet København.

Der er både noget for børn og voksne. Voksne kan få gode råd fra indeklimaeksperterne, mens børn kan gå på ballonskattejagt efter årsager til dårlig luft. Skattejagten henvender sig især til børn fra 4 til 10 år. Og alle skattejægere får en flot ballon.

Arrangementet finder sted 11. oktober 2013 kl. 18.00 til 20.30 i Det Europæiske Miljøagenturs lokaler, Kongens Nytorv 6, 1050 København K. Adgang til arrangementet kræver Kulturpas, se kulturnattens hjemmeside

Til redaktionen: Yderligere oplysninger hos seniorforsker Helle Vibeke Andersen eller professor lars Gunnarsen.

Se illustrationer.