Trådløs teknologi til fjern fremtid

Nyt stort EU-projekt med AAU-forskere i vigtig rolle trodser ikt-branchens teknologiske kortsynethed og skitserer løsninger otte år ude i fremtiden. Det er svært men nødvendigt, mener professor Petar Popovski fra Institut for Elektroniske Systemer.

Lagt online: 27.11.2012

Deltagerlisten i projektet METIS (Mobile and wireless communications Enablers for Twenty-twenty Information Society) vidner om et respektindgydende stærkt sammenrend af eksperter fra forskningslaboratorier og teknologivirksomheder, som i forvejen er med til at diktere udviklingens retning. Den fælles opgave for de 29 partnere bliver nu at gøre det med blikket rettet mod et punkt længere ude i horisonten, end de er vant til. Det forklarer professor Petar Popovski, som er blandt Aalborg Universitets forskere i samarbejdet:

- Omfanget og de ambitiøse målsætninger gør det til et af EU’s flagskibsprojekter inden for trådløse og mobile teknologier. Det har en lang tidshorisont, fordi det sigter mod teknologiske løsninger i 2020, så det er en oplagt mulighed for os og andre akademiske forskere til at demonstrere resultatet af nye trådløse koncepter. På den måde er det en kontrast til mere kortsigtede projekter, hvor målet som regel er at finde en løsning, der adskiller sig minimalt fra den eksisterende teknologi. I en situation, hvor de fleste trådløse industrier fokuserer på kortsigtet forskning og udvikling, tilbyder det her projekt en unik mulighed for at arbejde på helt nye trådløse arkitekturer og nedbrydende teknologier, siger Petar Popovski.

Konkurrenter i kompagniskab

Aalborg-professoren ser frem til parløbet med virksomheder som Ericsson, Huawei, Nokia og Nokia Siemens Networks.

- Normalt er de konkurrenter, så det bliver virkelig interessant at være del af et samarbejde med dem og høre deres synspunkter om fremtidens trådløse teknologi.

METIS-projektet favner bredt, og Petar Popovski og de øvrige AAU-deltagere, som både er seniorforskere og ph.d.-studerende, kommer til at blande sig i en række af aktiviteterne og få hovedansvaret for flere af dem. Aalborg-forskerne kommer blandt andet til at bidrage med viden og visioner om opbygning af store trådløse netværk, antenneteknologi og omfattende M2M-kommunikation, hvor internetopkoblede maskiner og apparater udveksler informationer.

- Vi arbejder på nye trådløse overførsels-koncepter, men vores interesse er ikke kun akademisk og teoretisk. Vi vil gerne se, hvordan disse koncepter kan ændre teknologien. Det her projekt giver os mulighed for på en meget direkte måde at påvirke den konkrete trådløse teknologi, fortæller Petar Popovski forventningsfuldt.

Kontakt:

• Professor Petar Popovski, Institut for Elektroniske Systemer, AAU, tlf. 9940 9897
• Lektor Elisabeth de Carvalho, Institut for Elektroniske Systemer, AAU, tlf. 9940 7528
• Overordnet projektkoordinator: Dr. Afif Osseiran, Ericsson, tlf. (+46) 107 132 670.
• Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet, mobil 2340 6554

Fakta:

METIS-projektet er støttet af EU’s syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling (FP7). Projektet skal med afsæt i europæisk lederskab skabe en platform for global enighed om fundamentale spørgsmål vedrørende udviklingen af fremtidens mobile og trådløse kommunikationssystemer samt bane vej for fremtidig standardisering. Læs mere i den fælles engelske pressemeddelelse.
• Omkring 80 personer vil være dedikerede til METIS på fuld tid i de 30 måneder, projektet kører fra november 2012 og frem. Konsortiet inkluderer producenter, teleoperatører, akademiske institutioner, industrivirksomheder og forskningscentre.
• Partnerne er: Ericsson (overordnet koordinator), Aalborg Universitet, Aalto University, Alcatel-Lucent, BMW Forschung und Technik GmbH, Chalmers Tekniska Högskola/Chalmers University of Technology, Deutsche Telekom AG, DOCOMO (Tyskland & Japan), Elektrobit, France Telecom-Orange, Fraunhofer-Gesellschaft zur Foerderung der Angewandten Forschung, Huawei Technologies Duesseldorf GmbH, Royal Institute of Technology, National and Kapodistrian University of Athens, Nokia Corporation, Nokia Siemens Networks, University of Oulu, Poznań University of Technology, Rheinisch-Westfaelische Technische Hochschule Aachen, Institut Telecom, Telecom Italia, TELEFÓNICA Investigacion y Desarrollo, University of Bremen, University of Kaiserslautern og Universitat Politècnica de València.