Ny smerteforskning giver færre operationer

Hvis et kunstigt knæ eller hofte fortsat giver smerter, nytter det sjældent at operere igen. I stedet skal smerterne behandles. Det viser ny dansk højteknologisk forskning, som udnytter en unik smertestimulator opfundet på Aalborg Universitet.

Lagt online: 21.12.2012

- Hvis alle skruer og skinner sidder rigtigt, så nytter det ikke at operere det kunstige knæ eller hofte en gang til, fordi patienten har smerter. I stedet skal der andre tiltag med smertebehandling til. Patienterne får det bedre, og samfundet sparer mange penge på nyttesløse operationer.

Det siger en af Danmarks førende smerteeksperter, Lars Arendt-Nielsen, professor og forskningschef på Center for Sanse-Motorisk Interaktion på Aalborg Universitet.

Han har netop i samarbejde med Højteknologifonden og ortopædkirurger samt fysioterapeuter på sygehuse i Nordjylland afsluttet et forløb, hvor de har fulgt 500 nordjyske patienter, der alle havde slidgigt i knæet. Flere af dem er blevet opereret flere gange, uden at det hjalp på smerterne. Og det har forskerne nu fundet en forklaring på.

- Man kan ikke skære smerter væk. Hvis det nye knæ er sat korrekt ind, og patienten fortsat har smerter, så kan det skyldes det, at patientens smertesystem er blevet ændret. Så nytter det ikke at operere patienten igen og igen, siger Lars Arendt-Nielsen.

Hvor mange operationer, der på denne måde kan undgås og spares, vil Lars Arendt-Nielsen ikke sætte tal på endnu. Men blandt de patienter, der blev fulgt i forløbet, har enkelte haft helt op til ti gentagne operationer på knæet på grund af smerter. Og uden det hjalp patienten at få de mange operationer.

Aalborg Universitet har udviklet en helt ny smertestimulator, der er den eneste af sin slags i verden. Igen og igen trykker den med forskellig kraft på forskellige områder. Patienten reagerer hver gang, der føles smerter, og på den måde kan forskerne få et helt nyt og meget mere nøjagtigt billede af patientens tilstand.

- I dag kigger lægerne på et røntgenbillede og afgør, om der skal opereres. Men vi kan nu lave et smertebillede af patienten og på den baggrund vurdere, hvordan deres smertesystem fungerer og derigennem vurdere, om det er mere hensigtsmæssigt fortsat at prøve med ortopædisk fodtøj, fysioterapi og smertestillende medicin, før en operation iværksættes. Det har vist sig, at en operation kan udskydes i flere år og måske helt undgås. I hvert fald er det vigtigt at undgå at operere patienterne igen, hvis de først en gang har fået et kunstigt knæ eller hofte, og det er smerterne, der er problemet Og det er helt ny viden, siger Lars Arendt-Nielsen.

Cirka 700.000 danskere døjer med lidelser i bevægeapparatet, og her er slidgigt den hyppigste lidelse. Cirka 29 % af alle førtidspensioneringer skyldes slidgigt, og det er det næst dyreste sundhedsområde for samfundet med en anslået udgift på 25 mia. kr. årligt.

Antallet af patienter med slidgigt, der får skiftet et knæ, er stærkt stigende. Teknisk set er langt de fleste operationer succesfulde, men en række undersøgelser fra blandt andet Aalborg Universitet har dog vist, at 15-20 % af de knæ- og hofteopererede patienter ikke opnår tilstrækkelig smertelindring efter operationen. De står i stedet tilbage med uforklarlige kroniske smerter, der er blevet værre.

- Selv om smerten forekommer lokalt i knæet, så er det faktisk hele patientens smertesystem, der har ændret sig som følge af langvarige smerter i leddet. Smertesystemet er en kompleks størrelse lige fra de receptorer eller modtagere, der sidder yderst og registrerer smerten, der herefter bliver sendt videre via nervebaner ind i rygmarven og herfra op til hjernen. Hele dette system ændrer sig over tid, når smerterne bliver ved, og derfor hjælper det måske ikke at skifte selve leddet. Det har vi nu langt bedre mulighed for at afgøre, inden der skrides til operation. Samtidig kan vi nu måske forudsige operationens udfald, siger professor Lars Arendt-Nielsen.

Forskningsprojektet er et samarbejde mellem AAU, CCBR A/S, Nordic Bioscience A/S og Højteknologifonden med et samlet budget på 14 millioner kroner.
- Det er dejligt at se, at højteknologiske projekter ikke bare kan komme patienter til gode, men samtidig også er med til at udvikle udstyr, der kan medføre både vækst og beskæftigelse i Danmark, siger Højteknologifondens direktør, Carsten Orth Gaarn-Larsen, der har støttet projektet med otte millioner kroner.

Nye smertelindrende midler til slidgigt er under udvikling, og der pågår i øjeblikket mange tidlige studier af potentielle nye lægemidler.

Kontakt:

• Professor Lars Arendt-Nielsen, Aalborg Universitet, mobil 2094 0764.
• Carsten Nielsen, videnskabsjournalist, Aalborg Universitet, mobil 2340 6554.
• Thomas Bjerre, kommunikations- og analysechef, Højteknologifonden, mobil 2090 3855.