Lyd-branche får skæve nye produktforslag fra studerende

Lyd- og teknologi-interesserede universitetsstuderende fra 11 lande har i øjeblikket sat hinanden stævne i København for at udvikle nyskabende produktforslag til kendte virksomheder i lydbranchen. Samarbejdet er tiltrængt, for branchen savner inspiration, mener initiativtageren, lektor Rolf Nordahl fra Aalborg Universitet.

Lagt online: 11.07.2012

- På universiteterne er det akademiske i højsædet, og der mangler fokus på, hvad alle de mange idéer rent faktisk kan bruges til. Virksomhederne har omvendt brug for inspirationen, men mange af dem er lidt opgivende over for samarbejdet, fordi det ofte forbliver på idéstadiet. Så det er i høj grad et område, hvor vi savner innovation og entreprenørskab, forklarer Rolf Nordahl.

Sommerskolen på AAU’s nye campus i Sydhavnen er knyttet til den videnskabelige konference Sound and Music Computing (SMC) 2012, som fortsætter frem til den 14. juli. Begivenheden samler i forvejen et bredt felt af internationale eksperter med forstand på kombinationen af lyd, musik og teknologi. Dertil kommer altså de 40 ph.d.-studerende og særligt udvalgte kandidatstuderende på sommerskolen. En femtedel af dem er fra Danmark, mens resten kommer fra Frankrig, Belgien, England, USA, Italien, Polen, Sverige, Litauen, Østrig og Canada.

Morgendagens produktdesignere

Stærke brands som Bang & Olufsen og den tyske hovedtelefon- og mikrofon-producent Sennheiser har engageret sig kraftigt i sommerskolen ved at levere både teknisk udstyr, faglige udfordringer og højtstående chefer som undervisere. Desuden har bl.a. Google og den kendte design- og innovationsvirksomhed IDEO i USA bistået med gode råd i planlægningen, og Fonden for Entreprenørskab støtter arrangementet økonomisk.

For lektor Rolf Nordahl er der en vigtig pointe i at føje en innovations- og entreprenørskabsvinkel på fagområdet. Han håber, at morgendagens forskere og produktudviklere bliver bedre til at omsætte deres sprælske idéer til faktiske produkter, så brugerne får glæde af dem – og af høresansens fulde potentiale:

- Vores høresans er meget avanceret, men der er kun nogle få produktudviklere, ingeniører, marketingteams og designere, der forstår at bruge den ordentligt. Vores mission med den her sommerskole er at forbedre situationen ved at uddanne fremtidens produktdesignere og udviklingsteams med en bestemt kompetence inden for interaktiv lyd, siger Rolf Nordahl.

Hovedbevægelse erstatter råb

De studerende er delt op i fem grupper, som har arbejdet konkret med videreudvikling af Sennheisers mange hovedtelefon-produkter. Et af deres forslag går eksempelvis ud på at skåne forældre i køkkenet for besværet med at råbe og skrige af børnene, når maden er klar. I stedet kan moren eller faren med en simpel hovedbevægelse sende signaler til børnenes hovedtelefoner. Så får rollingerne at vide, at maden er på bordet, selv om de er fordybede i et computerspil.

I forbindelse med SMC-konferencen er der også gratis adgang til en stribe lidt usædvanlige koncerter med alternative instrumenter, musikrobotter og andre kreative eksempler på kombination af lyd, musik og databehandling. Se programmet for koncerterne her.

Yderligere oplysninger:

• Lektor Rolf Nordahl, AAU-Cph, hovedansvarlig for Sommerskolen, tlf. 9940 2472, mobil 2868 3103.
• Professor Stefania Serafin, AAU-Cph, hovedansvarlig for SMC 2012, tlf. 9940 2475.
• Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet, mobil 2340 6554.