AAU i samarbejde om praktisk innovation

AAU har i samarbejde med de amerikanske universiteter MIT og UC Davis lavet et undervisningsforløb, der har fokus på at lave praktisk innovation i udviklingslande.

Lagt online: 15.10.2012

Yderligere info

  • Artikel skrevet af Jakob Brodersen
  • Har du yderligere interesse i D-Lab på AAU eller access2innovation, så kontakt David Christensen fra AAU og access2innovation på email damc@plan.aau.dk  
     

Et helt nyt samarbejde mellem Aalborg Universitet og de to anerkendte amerikanske universiteter MIT i Massachusetts og UC Davis i Californien giver AAUs studerende mulighed for at gå nye veje.
De tre universiteter er gået sammen om at afprøve en dansk udgave det såkaldte D-Lab, der igennem en årrække har været på skemaet i USA.
D-Lab er en forkortelse af Development through Dialogue, Design and Dissemination (udvikling gennem dialog, design og udbredelse) og handler kort fortalt om at sætte studerende i gang med at udvikle løsninger til konkrete behov i udviklingslande.

I Aalborg er 21 studerende fra den internationale masteruddannelse Environmental Management and Sustainability Science som et led i uddannelsen har en uges intensivt kursus i praktisk tilgang til innovation på jordhytteniveau i Uganda.

Over de senere år har Aalborg Universitet høstet stor anerkendelse for sit arbejde i forhold til udviklingslande. Ikke mindst gennem netværket access2innovation, der med udgangspunkt i universitetet og internationale organisationer forsøger at udvikle forretningsmuligheder for virksomheder, der gerne vil ind på de store afrikanske vækstmarkeder.

”Aalborg har en lang tradition for projektbaseret læring, så derfor passer D-Lab modellen perfekt hertil med sin problembaserede tilgang,” siger Kurt Kornbluth, der er leder af D-Lab på UC Davis.
Han mener, at europæere og amerikanere kan lære meget af hinanden, når det kommer til udviklingsarbejde.

”I har en mere teoretisk og afmålt måde at gøre tingene på, hvorimod vi bedre kan lide bare at tage ud og få noget til at ske. I tager et noget længere tilløb og skal først have analyseret jer frem til hvad der vil ske – før det er sket.”
”Man kan godt lidt anklage europæerne for ikke at ville have beskidte hænder. Omvendt kan man også sagtens tage ud og gøre en masse - uden at det kommer til at gøre en forskel. En krydsning mellem den europæiske og den amerikanske måde at gøre det på ville være optimal,” siger Kurt Kornbluth.

I USA er det en normalt en del af et D-Lab-forløb, at de studerende bliver sendt til et udviklingsland for at få noget praktisk erfaring. Det skal de studerende på AAU ikke. Ikke endnu i hvert fald.