To bands skal spille sammen over netværk med ny teknik

Det stiller enorme krav til teknikken at få to hold musikere til at swinge sammen, hvis de ikke befinder sig samme sted, men med ny teknologi fra Aalborg Universitet er man klar til at gøre forsøget. På sigt kan det åbne en helt ny kunstnerisk it-scene.

Lagt online: 26.10.2010

Når en forsker fortæller en forsamling af musikere, at man i hvert fald teoretisk set vil kunne udvikle et system, hvor bands forskellige steder spiller med hinanden i "realtime", så fanger bordet! Det må kommunikationsteknolog Jan Østergaard fra Aalborg Universitet sande, efter han sidste år holdt foredrag på Copenhagen Jazz House om lyd over netværk. Resultatet blev nemlig, at der torsdag aften er verdenspremiere på en nyudviklet teknik, som forener to hold musikere med to publikummer på to forskellige adresser i København i én fælles koncert.

"Lydrejsen 2010", som forsøget kaldes, afholdes som en del af den årlige Spil Dansk Dag den 28. oktober, og projektet har krævet intensivt arbejde fra de kommunikationsteknologiske forskere på Aalborg Universitet. Hvis en todelt "cyber-koncert" skal kunne fungere, stiller det nemlig uhørt store krav til overførslen af data fra det ene spillested til det andet, for dels skal musikerne kunne holde takten og følge hinanden, og dels skal publikum gerne have den samlede musikoplevelse på én gang. Når man overfører data til for eksempel tv-signaler eller computerspil over netværk, skal tingene også gå hurtigt, men udfald og små forsinkelser er slet ikke så kritiske, som når to grupper geografisk adskilte musikere skal få det til at swinge.

- Helt så tunge realtidskrav plejer vi ikke at have i de ting, vi laver, for eksempel når vi arbejder med komprimering af mp3-filer og lignende, så vi har været nødt til at lave nye audio-koder, der er robuste over for delay, problemer med båndbredde og så videre. Der er mange tekniske udfordringer. Hidtil har vi kun lyttet efter, hvor godt tingene lyder, men i dette projekt skal vi også tage hensyn til, hvad bittesmå forsinkelser, som normalt er ubetydelige, gør for musikernes evne til at spille sammen pr. distance. Vi kalder det nærværende fravær, det vil sige nærvær i tid, men uden musikernes øjenkontakt, fortæller Jan Østergaard fra Institut for Elektroniske Systemer på AAU, der er projektleder på "Lydrejsen 2010".

"Lydrejsen 2010" startede sin færd efter Jan Østergaards foredrag i Netværk for Dansk Lydteknologi, hvor hans teoretiske snak om geografisk adskilte musikere tændte en ild i musikere og i holdet bag den årlige Spil Dansk-dag, som i år fejrer 10-års-jubilæum. Den endelige plan blev, at de to orkestre Copenhagen Saxophone Quartet og Jacob Anderskov Trio torsdag aften i henholdsvis Kunsthallen Nikolaj og Huset i Magstræde i København fremfører et nykomponeret værk af Konrad Korabiewski. Ud over at være et teknisk krævende og spændende projekt for de unge AAU-forskere er "Lydrejsen 2010" også en åbning til et helt nyt udviklingsområde.

- Vi vil lave en helt ny kunstnerisk it-scene, hvor publikum kan opleve en ny rumlighed. Mange bands øver derhjemme i dag, men på sigt vil man kunne spille sammen over netværk, hvis musikerne er geografisk adskilt. Vi håber på, at vi kan skabe en scene for "distribueret performance", og det vil også kunne bruges i business-sammenhænge til forbedring af for eksempel videokonferencer med delay og dårlig lyd, pointerer post.doc. Jan Østergaard.

- Normalt laver jeg grundforskning, så det er rart med et projekt, hvor andre folk med det samme kan se, at de kan bruge teknologien til noget. Det åbner en port ikke bare til industrien, men også til kunstneriske folk – og hvor tit er det lige, det sker på ingeniørområdet? Det presser os til nye overvejelser og ind i nye forskningsområder, fortæller Jan Østergaard.

"Lydrejsen 2010" er finansieret af Netværk for Dansk Lydteknologi, som med statsstøtte forener forskere, virksomheder og professionelle brugere. B&O er tilknyttet på konsulentniveau, da virksomheden selv er i gang med et projekt med lyd over lukkede netværk i modsætning til "Lydrejsen 2010", som vil anvende de linjer, almindelige folk i forvejen har til rådighed til internet, mobilsignaler osv.

Yderligere oplysninger: