Tre elitestuderende vinder Roblon Prisen på 100.000 kr.

Tre nybagte kandidater fra Aalborg Universitet er blevet udvalgt af bestyrelsen for Roblon Fonden for at have udarbejdet et innovativt projekt af meget høj kvalitet.

Lagt online: 03.11.2009

I år har Roblon Fondens bestyrelse udpeget specialegruppen Andreas Engelbredt Dalsgaard, Mads Christian Olesen og Martin Toft med specialet: ”Modular Execution Time Analysis using Model Checking” til at modtage Roblon Prisen.

Roblon Prisen tildeles hvert år en person eller en projektgruppe blandt Aalborg Universitets nybagte kandidater, der har gennemført et fremadrettet projekt af høj kvalitet, der er innovativt og nyskabende og vil kunne give afsmitning i Nordjylland.

De studerende, der i øvrigt alle har været elitestuderende i eliteprogrammet Indlejret Software, fik hver 12 for specialet.

Specialet udvikler, kombinerer og implementerer to avancerede dataprogrammer inden for indlejret software, og har fokus på tidsgrænser ved elektroniske og mekaniske apparater. Et eksempel kan være udløsningen af en airbag ved kollision. Her skal der tages hensyn til mange tænkelige forhold, så elektronikken fungerer præcist og ved en garanteret mindstegrænse.

Professor Kim Guldstrand Larsen og adjunkt Rene Rydhof Hansen har været vejledere for de studerende og fortæller, at ”indlejrede systemer er en af Nordjyllands spidskompetencer og specialet bidrager på betydelig vis til en befæstning af dette. Der er al mulig grund til at tro, at resultaterne af specialet vil få stor international bevågenhed og i fremtiden også et kommercielt potentiale”.

Overrækkelse af Roblon Prisen

Overrækkelsen af prisen finder sted ved Aalborg Universitets jubilæumsfest og doktorpromovering tirsdag den 3. november 2009, og overrækkes af bestyrelsesformand for Roblon Fonden Ole Krogsgaard.

Fakta

Indlejret software – eller intelligent indlejret software, som det også ofte kaldes – betegner software, der er integreret i mekaniske apparater. Det kan f.eks. være et køleskab, en blodtryksmåler, en bil eller en fabriksrobot – altså apparater, der ikke i sig selv er computere. Ved at benytte indlejret software i stedet for f.eks. mekanik eller elektronik kan man tilføre apparatet langt flere egenskaber og anvendelsesmuligheder – og forbedre ydeevne, stabilitet og sikkerhed.
Indlejret software findes i stigende grad overalt i vores hverdag – faktisk er 80 % af al software i dag indlejret. yrelsesformand ved Roblon Fonden Ole Krogsgaard, 9843 1376

Yderligere information