Den 34-årige forsker får prisen for sin ph.d.-afhandling "Annoterede tekstdatabaser i kontekst af Kaj Munk korpusset: Én databasemodel, ét søgesprog og flere anvendelser". Hans forskning er primært fokuseret på teoretiske og praktiske problemer i forbindelse med annoterede tekstdatabaser, dvs. tekst plus information om teksten samlet i en database. Specielt hans afhandling udgør et særdeles væsentligt bidrag til løsning af teoretiske problemtyper ved den type databaser.
Ulrik Sandborg-Petersen har tillige selv udviklet software, herunder systemet EMDROS, der har opnået international udbredelse og anerkendelse. Såvel Det Tyske Bibelselskab som Logos Bible Software, som er verdens førende udgiver af bibelsoftware til forskning i de bibelske sprog, har købt licenser til systemet. Ulrik Sandborg-Petersen udviklede som udgangspunkt softwaret netop til bibelsprogene hebraisk og græsk, men EMDROS kan nu bruges til næsten enhver form for annotation af store tekstmængder. Desuden har han udviklet software til lingvistisk analyse af større tekstmængder ved hjælp af trædiagrammer. Hans modeller og procedurer benyttes nu ved den digitale præsentation af Kaj Munks forfatterskab, som udføres ved Center for Kaj Munk Forskning ved Aalborg Universitet. Ulrik Sandborg-Petersen var netop som ph.d.-studerende tilknyttet dette center ved Inst. for Kommunikation og blev 1. maj sidste år umiddelbart efter sin ph.d. ansat som adjunkt ved instituttet. Han har en BSc fra Aarhus Universitet i datalogi og matematik og er cand.mag. i humanistisk datalogi fra Aalborg Universitet.
Ulrik Sandborg-Petersen får prisen, fordi han både har bidraget væsentligt til afklaring af teoretiske problemer inden for moderne datalingvistik og har skabt modeller og procedurer, som gør det muligt effektivt at repræsentere, præsentere og i praksis benytte et stort forfatterskab. På den måde er det gjort endnu mere tillokkende at præsentere store forfatterskaber på nettet, idet teksterne med disse procedurer bliver lette at søge i. Ud over hans åbenlyse ekspertise inden for sit felt i form af datalogi og matematiske modeller demonstrerer årets prismodtager et bredt overblik over humanistiske emner samt konceptuelle grafer og ontologier. Således er Ulrik Sandborg-Petersen både inden for sit faglige felt og gennem sit perspektiv på tværfaglige emner en forsker, der har nået usædvanligt fremragende resultater på forholdsvis kort tid, og som har et potentiale, der peger frem imod nye resultater på et meget højt niveau.
Dir. Ole Jørgensen, Spar Nord Fonden overrækker prisen til Ulrik Sandborg-Petersen ved Aalborg Universitets 35 års jubilæumsårsfest og doktorpromovering den 3. november.
Adjunkt, ph.d. Ulrik Sandborg-Petersen får Spar Nord Fondens Forskningspris for sin forskning, der bl.a. gør det let at søge i digitaliserede værker, bl.a. Kaj Munks. De fleste af Kaj Munks vigtigste værker har for øvrigt ligget i de to kufferter, som er placeret oven på de to arkivskabe, hvor alle hans tekster nu ligger velorganiseret i Center for Kaj Munk Forskning på AAU.