AAU-studerende sikrer julegave til Børnecancerfonden

Børn med kræft og deres familier kan have ekstra behov for ferie og forkælelse, og nu bliver Børnecancerfondens sommerhus i Nordjylland udstyret med Playstation-maskiner, spil og dvd-film. En gruppe AAU-studerende har haft til opgave at få en pose penge til at yngle, og det kommer nu de kræftsyge børn til gode.

Lagt online: 18.12.2008

En gruppe udvalgte studerende på Aalborg Universitet fik for nylig stillet en opgave med overskriften "Gør det godt med 5000 kroner", hvor de på socialt ansvarlig vis skulle få en pose penge til at yngle, og de studerende besluttede hurtigt, at pengene skulle gå til Børnecancerfonden. Et af de tiltag, der gav pote, var en musical med de udviklingshæmmede brugere fra Værestedet Perlen i Aalborg, som blev sat op på Aalborg Universitet, og de studerende har desuden videresolgt miljøvenlige håndtasker fra Costa Rica.

Opgaven var en del af en universitetskonference om social ansvarlighed i virksomheder under den globale iværksætteruge i november, men overskuddet fra de studerendes initiativer vil blive stående længe efter. Aalborg Universitet har nemlig lavet en aftale med Børnecancerfonden, Elgiganten og Blockbuster Vesterbro i Aalborg om, hvordan pengene bedst muligt gør gavn for de kræftsyge børn og deres familier.

- Når man har et barn med kræft, kan det være svært at rejse væk fra Danmark, fordi familien har brug for at være i nærheden af et hospital, som kender til behandlingen af børn med kræft, for eksempel Aalborg børnekræftafdeling. Vi har i Børnecancerfonden derfor to sommerhuse, hvoraf det ene ligge i Blokhus i Nordjylland, som kan bruges af familierne, når de gerne vil slappe af, holde ferie, eller bare komme lidt væk fra sygehusverdenen og hygge sig, forklarer Børnecancerfondens direktør Marianne B. Nielsen, der er glad for julegaven.
- Som kræftsygt barn har man ikke altid energi til så meget leg, så film og spil kan være en stor glæde. Derfor har det været et stort ønske for os, at vi kunne udstyre sommerhusene med Playstation og spil, så da jeg hørte om pengene fra Aalborg Universitet, var det de ting, der stod øverst på ønskesedlen, siger Marianne B. Nielsen.

For at få julegaven til Børnecancerfonden på plads har Aalborg Universitet lavet en aftale med Elgiganten og Blockbuster Vesterbro i Aalborg. Der bliver derfor ikke bare sommerhusudstyr for de 7000 kroner, de studerende har tilvejebragt, men for næsten 12.000 kroner med hjælp fra Elgiganten, og yderligere har Blockbuster Vesterbro doneret 10 dvd-film. De to sommerhuse i hhv. Blokhus og Dronningmølle får således hver en pakke med en Playstation 3-maskine, ekstra controller, en Singstar-pakke, fire spil og fem dvd-film, som de ferierende familier kan samles om.

Opgaven til de studerende blev stillet af Aalborg Universitets iværksætterkontor SEA og netværket IDEA Nord, og NOVI forskerpark hjalp med startkapitalen til de studerendes idéer.

Yderligere oplysninger

  • AAU: Projektkoordinator Nanna Tribler, SEA (Supporting Entrepreneurship at Aalborg University), tlf. 99 40 72 74 / 29 43 76 43. Generel pressekontakt: Tor Bagger Elmegaard, tlf. 99 40 96 44, mobil 20 73 68 45
  • Gavegivere: Studerende Anders Christensen, mobil 40 77 78 58, varehuschef Søren Korsgaard, Elgiganten Aalborg, mobil 27 87 64 42, direktør Marianne B. Nielsen, Børnecancerfonden, tlf. 35 55 48 33, mobil 40 16 42 85, butikschef Charlotte Kærager Vrelits, Blockbuster Vesterbro, tlf. 98 12 25 11