Fremtidens teknologiske hjem på konference i Aalborg

På konferencen Home Automation gør de højteknologiske netværk KomIalt og Mobile Systems ord til handling, når det handler om teknologierne til fremtidens hjem, blandt andet det ambitiøse regionsprojekt Smart House Nordjylland.

Lagt online: 30.10.2007

Kan teknologien i hjemmet hjælpe os til at spare penge? Hvad skal computeren ude i køkkenet og kan den lave mad? Kan vi slukke for teknologien og kan vi bevare privatlivets fred? Hvordan sikrer vi os at udviklingen ikke bliver teknologi for teknologiens skyld, men meningsfyldte svar på reelle behov og potentialer? Og hvordan udvikler vi så løsninger til beboerne i fremtidens hjem?

På konferencen Home Automation tirsdag d. 30. oktober har de højteknologiske netværk KomIalt og Mobile Systems sat sig for, at gøre ord til handling. Man har allieret sig med de skarpeste hjerner i både den akademiske og den kommercielle verden og bedt dem komme med alt hvad de har. Resultatet er Home Automation-konferencen, der kombinerer konferenceformatet med målrettede workshops og en udstilling, der giver konkrete bud på nye produkter og prototyper.

På udstillingen kan man blandt andet komme tættere på Smart House Nordjylland via premieren på en virtuel demo af fremtidens nordjyske hjem. Det er professor Jens F. Jensen, der viser 3D-eksempler på, hvordan man eksempelvis kan lade lys- og alarmsystemer arbejde sammen, og hvordan røgalarmer fungerer i samspil med belysningen i udvalgte rum.

Smart House Nordjylland udspringer af det klyngesamarbejde, som uddannelsesinstitutioner, Region Nordjylland og det nordjyske erhvervsliv arbejder sammen om, igangsat af det nordjyske Vækstforum. Om nogle år vil vores hus af sig selv finde ud af, om der er varmt eller koldt nok, hvornår det er energimæssigt bedst at starte tørretumbleren, og om der mangler mælk i køleskabet. Desuden vil det være bygget af helt nye energirigtige materialer og designet, så energien udnyttes bedst muligt. Med Smart House Nordjylland-projektet skal der udvikles forretningsmodeller og initiativer, der vil fremme byggeriet og give øget vækst i Nordjylland, skabe nye udviklingsmiljøer og styrke regionens globale konkurrenceevne.

På konferencen Home Automation bliver der skabt kontakt mellem producenter, forskere og udviklere inden for feltet, og der afvikles tre workshops med temaerne sikkerhed, standarder og brugerdreven innovation i hjemmet. På udstillingen kan man blandt andet møde, se og høre Innovus, som udstiller deres home automation-system, der kan kommunikere med sensorer i hjemmet og styre forskellige funktioner. Innovus’ udstiller i samarbejde med Danfoss, der har leveret en ny type intelligent termostat, der kan skrue ned for varmen, når et vindue åbnes. Centre for Powerline Communication (CPC, AU-HIH) viser prototyper og demonstratorer med powerline communication, som kan udnytte ellledningerne til home automation, og Interactive Spaces udstiller en interaktiv sækkestol, som er en prototype fra projektet 'everyday special'.

Yderligere oplysninger