Elitestuderende fra AAU vinder nordisk teknologipris

RFID-teknologier bruges til store logistiksystemer, der kan spore og afkode objekters bevægelse. En elitestuderende fra AAU har udviklet en metode, der kan løse nogle af de problemer, RFID-teknologien har i dag, og han modtager derfor en nordisk pris på 20.000 svenske kroner.

Lagt online: 17.10.2007

Boyan Yanakiev, der er del af det særlige forløb for elitestuderende på Aalborg Universitet (AAU), har modtaget prisen RFID Nordic Grant 2007 på 20.000 svenske kroner. Boyan har påpeget, hvordan man kan forbedre RFID-teknologien i de logistiksystemer, vi kender i dag.

RFID (Radio Frequency Identification) handler om at kunne identificere ting, der udsender radiobølger. Ved at indbygge såkaldte RFID-tags i varer, forsendelser, transportmidler osv. kan man dels spore deres bevægelser og ruter, dels lagre informationer om disse objekter. I dag skelner RFID-systemer udelukkende mellem, om en genstand er inden for RFID-aflæserens rækkevidde eller ej, så hvis flere genstande med RFID-oplysninger er for tæt på hinanden, kan aflæseren ikke skille dem ad. Derfor kan man ikke kan bruge systemet på relativt små genstande, eksempelvis kufferter på lufthavnenes transportbånd, da en RFID-aflæser ikke vil kunne registrere de forskellige kufferters rækkefølge, men blot at der er kufferter i nærheden.

Bulgarske Boyan Yanakiev er i Danmark for at følge AAU’s program for elitestuderende inden for Kommunikationsteknologi. Den teknik, som han via et projekt på AAU har udviklet, kan være med til at løse problemet med RFID-aflæsernes præcision. Ved at registrere og bearbejde bevægelserne på transportbåndet er det muligt at samle tilstrækkeligt med informationer til, at RFID-systemet selv kan afkode den rækkefølge, genstandene ligger i. Boyans målinger kan laves med ca. 30 centimeters præcision, hvilket er et bedre udgangspunkt end de ca. 3 meter, der er standard i systemerne i dag.

Det kommercielle potentiale i nye RFID-systemer er enormt inden for alle automatiserede sorteringsopgaver, og det forventes også, at RFID vil få betydning i hverdagslivet, for eksempel ved at de lagrede informationer let kan afsløre overskredne udløbsdatoer på butiksvarer, ved at udnytte teknologien til elektronisk indkøbssedler eller ved at styre billettering i busser og lignende via RFID. Boyan Yanakiev arbejder nu på at kunne opnå en endnu større sikkerhed i sin metode via flere undersøgelser og signalbehandlinger.

- Boyan har fulgt eliteprogrammet inden for trådløs kommunikation siden dets start i september 2006. Med et ekstraordinært talent og stor flid har han nået imponerende meget i sin studietid. For eksempel er han medforfatter af en artikel til verdens største konference inden for trådløse netværk og medforfatter til to patentansøgninger, siger professor Torben Larsen, der styrer uddannelsens eliteprogram.
- At Boyan modtager denne pris viser, at eliteprogrammet med udfordrende projekter og tæt vejledning fra topforskere kan resultere i studenterprojekter af meget høj international kvalitet. Programmet fungerer fremragende, forklarer han.

Boyan Yanakiev, der er 25 år gammel, modtog prisen ved den store teknikmesse Scandinavian Technical Fair i Stockholm onsdag d. 17. oktober.

Yderligere informationer

  • Boyan Yanakiev, boyany@gmail.com, tlf. 60 69 90 17
  • Professor Gert Frølund Pedersen (tlf. 96 35 86 60) og lektor Patrick Eggers (tlf. 96 35 86 59) er projektvejledere for Boyan Yanakiev
  • Professor, dr.techn. Torben Larsen, leder af eliteprogrammet indenfor trådløs kommunikation og medvejleder for Boyan Yanakiev, afd. for Kommunikationsteknologi, AAU, tlf. 96 35 86 62, mobil 20 20 68 56
  • Læs mere om RFID
  • RFID Nordic, der uddeler prisen