AAU-professor skal rådgive kinesisk premierminister om digitalisering

AAU-professor skal rådgive kinesisk premierminister om digitalisering

Datalogiprofessor Kim Guldstrand Larsen fra AAU er udnævnt som en af de eksperter, der skal rådgive den kinesiske regering om digitalisering. Den 25. januar skal han mødes med Kinas premierminister Li Keqiang for at give sit bud på, hvordan digitalisering og smarte systemer kan understøtte landets udvikling.

Et befokningstal på omkring 1,4 milliard, en eksploderende ældrebyrde som resultat af landets mangeårige etbarnspolitik og et akut behov for at nedbringe luftforurening i de større byer. Det er blot nogle af årsagerne til, at Kina har rettet sit teknologiske fokus mod digitalisering og intelligente systemer som løsning på landets presserende udfordringer.

I kraft af sin status som en af verdens absolutte eksperter inden for cyber-fysiske systemer, herunder modellering og test af indlejrede softwaresystemer, er Kim Guldstrand Larsen fra Aalborg Universitet (AAU) udnævnt som Distinguished Professor og Foreign Expert under Kinas 1000 Talents Plan. En plan, der skal tiltrække kinesiske og internationale eksperter, som kan lave nye teknologiske landvindinger.

Skal teste kritiske systemer i Kina

Kina er netop nu i gang med at implementere en lang række sikkerhedskritiske systemer, der skaber risiko for menneskelige eller materielle skader, hvis de svigter.

- Via softwareværktøjet UPPAAL, som jeg har været med til at udvikle, vil vi kunne hjælpe de kinesiske forskere med at lave en nøjagtig model af systemerne. Dermed kan vi teste og hvordan store, sammenhængende systemer som eksempelvis et netværk af elladestationer i Beijing skal designes og placeres, og hvordan enkeltenheder som pacemakere, droner eller selvkørende biler fungerer under forskellige påvirkninger. Sådan kan vi optimere systemernes funktionalitet og minimere risikoen for fejl eller systemsvigt, siger professor Kim Guldstrand Larsen.

Samarbejde med det kinesiske forskningsmiljø

Den 25. januar skal Kim Guldstrand Larsen deltage i et nationalt møde i Kinas Great Hall of the People i Beijing. Her deltager den kinesiske premierminister, Li Kequiang, samt landets minister for forskning og teknologi, som har sat en gruppe udvalgte internationale eksperter stævne for at diskutere Kinas fremtidige muligheder og udfordringer.

Det nationale møde er startskuddet til et femårigt samarbejde mellem Kim Guldstrand Larsen og det kinesiske Northeastern University. Han skal jævnligt over de næste fem år besøge det kinesiske forskningsmiljø, i forbindelse med konkrete forskningssamarbejder og i rådgivende funktioner ved konferencer om landets digitalisering.

Northeastern University har netop indviet et center for Smart Systems med 100 ph.d.-studerende, der alle arbejder med industrielle processer og teknologier som AI, droner og selvkørende køretøjer.

- Teknologierne skal i sagens natur rulles ud i kæmpe skala i den kinesiske kontekst, og der vil AAU kunne hjælpe dem med både grundlæggende design og videre opskalering deres systemer, så de er klar til at håndtere de krav, som håndtering af enorme mængder data og millioner af brugere stiller, siger Kim Guldstrand Larsen.

 

Kontakt

Kim Guldstrand Larsen, professor, Institut for Datalogi, kgl@cs.aau.dk, tlf. 22 17 11 59

Hiva Ahmadi, pressekontakt, Aalborg Universitet, hiah@adm.aau.dk, 22 20 68 69

Nyheder fra AAU