Hvorfor stiger antallet af udsatte unge i Danmark?

Hvorfor stiger antallet af udsatte unge i Danmark?

Antallet af udsatte unge stiger i øjeblikket på tværs af sociale skel. Som led i et nyt projekt vil en gruppe forskere fra Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet undersøge baggrunden for denne udvikling. Derudover vil de se på, hvordan unges muligheder og trivsel kan fremmes.

Antallet af udsatte unge stiger herhjemme. I den forbindelse har flere undersøgelser tidligere vist, at social arv spiller en rolle, men det er ikke hele forklaringen. Nyere undersøgelser peger nemlig på, at middelklasseunge i stigende grad også rammes. Det er baggrunden for et forskningsprojekt ”Ny udsathed” på Center for Ungdomsforskning (Cefu) ved Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet, som Det Obelske Familiefond netop har støttet med 4,3 mio. kr. Her vil en gruppe forskere de kommende tre år undersøge, hvad – der i samspil med social arv - kan forklare stigningen, og hvordan unges muligheder og trivsel kan fremmes.

- De udsatte unge er vidt forskellige. De kan både have en hverdag bag nedrullede gardiner i en lejlighed med rod og opvask til op over begge ører, men de kan også en hverdag, hvor de går i træningscentret 8.30 hver morgen, sidder på café med den MacBook, der er deres eneste ejendom, eller lader sig ophidse af digitale debatter om vegetarmad og bæredygtighed. Udsatheden er i blandt os, uden at vi nødvendigvis får øje på den, samtidig med at den er dybt problematisk både for de unge selv og for os som samfund, forklarer professor Noemi Katznelson, som står i spidsen for det nye forskningsprojekt.

 

Resultaterne skal bruges i kommuner og foreninger

Som led i forskningsprojektet vil 60 unge mellem 15 og 30 år, der er enten hjemløse, psykisk sårbare eller misbrugere, og samtidig er ledige og/eller flere gange er droppet ud af en uddannelse, deltage i en kvalitativ undersøgelse. Derudover indgår yderligere 1.000 unge i en survey-undersøgelse, der skal vise, hvordan udsathed opstår på tværs af forskelle landet over og på tværs af de unges individuelle historier. Samtidig skal undersøgelsen give svar på, hvilke erfaringer de unge har med i forhold til at skabe positive forandringer i deres liv.

- I projektet samarbejder vi både med kommuner og foreninger, så vi sikrer, at projektet kan indgå i vidensformer, som er brugbare og relevante for det personale, der møder de unge, uddannelsesinstitutioner, foreninger mv., siger Noemi Katznelson.

Fakta:

- Forskningsprojektet ”Ny udsathed” løber fra april 2018 til 2021

- Forskerne bag projektet er lektor Mette Pless, adjunkt Anne Gørlich og professor Noemi Katznelson fra Center for Ungdomsforskning ved Institut for Læring og Filosofi på AAU

- Projektets første fase består af tre delprojekter, hvor udsathed og livsduelighed undersøges i forhold til livsarenaerne familie, uddannelse/beskæftigelse og ungdomsfællesskaber

- Udsatte unge indgår dels i videnspaneler, i en dybdegående undersøgelse (60 unge) og i en survey-undersøgelse (1000 unge)

- Projektet udmøntes bl.a. i to formidlingsbøger med udgivelse primo 2019 og ultimo 2021 samt afholdelse af en konference med arbejdstitlen ”Unges udsathed og livsduelighed – hvad ved vi?” (primo 2019) og en afslutningskonference ultimo 2021

- Projektet gennemføres bl.a. i samarbejde med kommuner og aktører på området

- Det Obelske Familiefond har støttet projektet med 4,3 mio. kr.

 

For yderligere information kontakt:

Noemi Katznelson på tlf.: 9940 3433, mobil: 2068 6680 eller e-mail: nka@learning.aau.dk

Nyheder fra AAU